Njals saga, kap. 19. Kálfalækur-bogen. Stofnun Árna Magnússonar í íslenskum fræðum, Reykjavík, AM 133 fol., 14r. Foto: Handrit.org.

Sagaernes samfund

Samfundsstrukturen i sagaerne er flad i den forstand, at der ikke findes nogen konge på Island. Samfundet består og ledes af frie bønder, som i princippet er lige, men i realiteten afhænger deres position af en række faktorer, hvoraf de vigtigste er slægt, ære og økonomi.

Sagasamfundet er et klan-samfund. Sagaheltenes status afhænger først og fremmest af deres slægt, som man er gensidigt forpligtet over for. Dette er grunden til de mange oplysninger i sagaerne om slægtsforhold. Gives der ikke oplysninger om en persons slægt, er det vigtigt: Slægten er da ubetydelig. Man kan som sagamenneske ikke være stærk uden en stærk slægt. Ved ægteskab indgås alliance med en anden slægt. Det er vigtigt at kunne føre sin slægt tilbage til en af de vigtige landnamsmænd og gerne til en af sagnkongerne, fx Ragnar Lodbrog eller Sigurd Slangeøje. 

Landnam

Kolonisering af ubeboet land. Landnam betyder ’at tage land’. Landnamstiden er den periode, hvor Island blev befolket af nordboerne fra især Norge, men også fra Irland, Shetlandsøerne, Færøerne og de øvrige skandinaviske lande. Mange af disse landnamsmænd var dømt fredsløse i deres oprindelige lande og derfor måtte flygte fra landet. Men der var mange, der lod sig friste til at sejle mod Island med håbet om et frit liv som bonde.
Landnamsperioden er mellem 871 og 960. En efterfølgende bosættelse af Sydgrønland (ca. 985) kaldes også for landnamstid.

De enkelte lokalområder, herrederne, blev ledet af en gode, som havde en juridisk funktion. Godens magt afhang af, hvor mange tingmænd der støttede ham. En tingmand lovede at bakke goden op (ikke sjældent med våben), og goden lovede til gengæld tingmanden beskyttelse og juridisk støtte. En kvinde kunne ikke være gode.

Kønsopdelingen i sagasamfundet var skarp, som blandt andet ses ved, at det er forbudt for en kvinde at gå i bukser og for en mand at gå med en kjortel med så dyb en udskæring, at man kan se hans brystvorter, en såkaldt 'skilsmisseudskæring' (jf. Laksdølernes saga kapitel 34). Kvindens råderum var inden for gården. Manden kunne derimod deltage i tinghandlinger og drage ud i verden og vinde ære, berømmelse og rigdom. En kvinde kunne eje jord og var arveberettiget, men hun fik ofte sin arv i form af en medgift, når hun indgik ægteskab, og den forblev hendes ejendom, som hun kunne tage med sig ved en eventuel skilsmisse. En kvinde bestemmer ikke selv, hvem hun giftes med, men der kommer i sagaerne aldrig noget godt ud af et ægteskab, som er imod kvindens vilje. En bejler fremfører almindeligvis først sin anmodning om ægteskab over for kvindens far og måske hendes brødre, hvorefter kvinden spørges.

En mand, der ikke lever op til mandsrollens krav, risikerer at miste ære, hvad der er yderst alvorligt. Anklager om umandighed, der stempler en mand som en nidding i samfundets øjne, er så alvorlige, at man i visse tilfælde har ret til at slå den anklagende modpart ihjel. Nid er stereotype og symbolske anklager om umandighed, hvis de er rettet mod en mand, men om promiskuitet, hvis de er rettet mod en kvinde. De alvorligste angreb mod en mands ære var af seksuel karakter; ‘kvindagtigheden’ kunne illustreres verbalt ved homoseksualitet (mest nedværdigende var den passive eller ‘kvindelige’ part i et seksuelt forhold mellem mænd). Men det er også ærekrænkende at sammenligne en mand med en kvinde, bondedatter, en svag olding, eller med fødende dyr. Niddet behøver ikke være verbalt; i nogle sagaer ser man, at der skæres figurer, som skal forestille to mænd i en seksuel situation. Niddet bliver ofte brugt som middel til at tvinge mænd til at påtage sig handlinger, de ikke ønsker, for konsekvensen – at være en nidding, en mand blottet for ære – er langt værre.

Skrevet af Annette Lassen