Skilsmisseskjorten

Gudrun syede skjorten den sommer, jeg boede på hendes hotel i Stykkishólmur. Hun sad i rummet bag receptionen med det store glasparti ud mod skranken og syede. Hun slikkede på tråden, førte den ind gennem nålen og trådede maskinen. Lyden af nålen, der gik op og ned gennem stoffet kunne høres i hotellets opholdsstue. Gudruns fod trykkede på pedalen. Hun stivede og pressede kraven og syede den fast. Senere sad hun ude på hotellets veranda og syede knapperne i skjorten. Den var til hendes mand, Torvald. Da hun fortalte mig det, vidste jeg, at hun ville forære ham den skjorte og forlade ham. Det gjorde hun. Det var en smuk skjorte, mørkeblåt silke og med et slyngende mønster ned over ærmerne.

Kystvejen ud til hotellet var en smal bugtet vej. Jeg ankom i juli. Hotellet var et stort grønt- og sortmalet træhus, med ti små værelser oppe under kvisten, en opholdsstue og et bibliotek.

Torvald slog ud med armene og smilede, da jeg stod ud af taxaen foran hotellet. Et smil, der fik ham til at ligne en fisk, hans øjne var kolde og let udspilede, næsen, kindbenene og håret trak sig bagud i en finne. Han gik foran mig op til mit værelse, i sine vandrestøvler og i en åbenstående skjorte, der var tyndslidt under armhulerne. Jeg skulle på bo værelse 4, et lille spartansk rum, der lugtede af løg, med en altan ud mod havet. Det lå over for Gudrun og Torvalds lejlighed. Jeg kunne se ind i deres stue med de tætte farverige uldtæpper på gulvet og ind i deres soveværelse, en uredt seng, bag de lange blafrende gardiner.

Om aftenen sad jeg på min altan og så på bølgerne, der slog ind mod kysten. De holdt inde og trak sig tilbage med en tung dump lyd, stille som åndedrættet hos en sovende. Det så ud, som om havet trak vejret. Havets brusen holdt mig vågen om natten, jeg vred mig i sengen, lagnet snoede sig sammen til et reb under mig.

Bag hotellet, på den anden side af den smalle vej langs kysten, skubbede solen tågen til side om morgenen. Under den lyse ferskenfarvede himmel kom bjergene til syne, solen brød frem over bjergtoppene, lyset var stærkt og mildt. Så ankom de to søstre, Lucie og Louisa. Gudrun spurgte, om jeg ville med ind at hente dem i lufthavnen i Reykjavik.

Vi kørte af sted i hendes jeep på de hullede veje gennem det flade landskab med hornet i bund og nedrullede vinduer. Blæsten fløj ind og hvirvlede mit hår ind foran mit ansigt, og ude over havet og hen over himlen: en regnbue.

Gudrun styrede med den ene hånd. Med den anden hånd lavede hun fagter i luften, mens hun fortalte om de to søstre, vi skulle hente, Lucie og Louisa. Lucie arbejdede i stor kommerciel bladvirksomhed i København. Hun ventede på forfremmelsen til vicedirektør, fortalte Gudrun. Louisa var gymnasielærer i Odense. De var kommet på hotellet hver sommer siden de var atten år og rygsæksrejsende. Det var ti år siden nu, den sommer hvor Gudrun var taget hertil for at arbejde for sin far, der ejede hotellet. Hun var ung og skulle have et sabbatår. Hun ville hjælpe ham en sommer, men blev hængende, mødte Torvald og overtog hotellet, da hendes far døde for et par år siden.

Der var et virvar af mennesker i lufthaven. Folk samlede sig i store grupper og mellem dem stod de to søstre, Lucie og Louisa og vinkede til Gudrun.

Louisa var smukkere end Lucie. I hvert fald hvis man spørger mig. Hendes ansigtstræk var mere fine, øjnene større og kønnere og huden havde en særlig glød over sig, den næsten strålede. Hun havde en høj pande og en smal mund, lette øjne og smilehuller.

Lucies næse var lige. Hun havde brede bryn og mørke øjne, der sad tæt sammen i dybe øjenhuler. Der var noget dragende ved hende. Hun virkede skræmmende, men kun indtil jeg hørte hendes stemme, da hun rakte hånden frem mod mig og sagde: Hej, jeg hedder Lucie. Det var en smuk stemme, rolig og stilfærdig, men dyb og kraftfuld. Louisa havde en latter som mousserende vin, let og perlende.

Louisa og Lucie fik det samme lys i øjnene, da de så Gudrun. Et skarpt lys, en klarhed, der lavede et skifte i deres ansigt. De slæbte deres rullekufferter henover den hårde asfalt og krammede Gudrun på skift og kyssede hende på kinden, før de satte sig op på bagsædet i jeepen og smækkede dørene. Gudrun satte sig ind bag rattet og startede bilen. Også ved hende var der sket et skift. Der var kommet noget hvidt og lysende over hende som skæret fra en måne, noget uberørt, som om solen kastede sine lange stråler på hende ind gennem vinduet i jeepen.

Gudrun har, lige siden hun var barn, været meget smuk. Hun har lys næsten gennemsigtig hvid hud og lyst glat hår, som hun fletter i en lang fletning. Hendes øjne er klare og blå. Der er noget i hendes blik, der gør, at jeg ikke kan sammenligne hende med nogen anden. Jeg har ikke set eller mødt nogen, der minder mig om hende.

Jeg er Gudruns kusine. Vi er født det samme år. Gudrun voksede op hos sin mor i Bramming, i det samme parcelhuskvarter som mig, vi spillede rundbold ude på vejen og sjippede i bue. Gudruns far boede på Island, han havde hotellet ved Stykkishólmur. Han besøgte Gudrun til jul, og hver sommer rejste hun til Island for at bo hos ham på hotellet, indtil hun slog sig ned i Stykkishólmur som attenårig.

Det overraskede mig, at hun ville blive i Island, i mørket, mellem fårene, som hun skrev til mig i et brev. Hun læste og skrev, før vi startede i skole. Jeg havde ikke set hende for mig drive et lille hotel i en afsides by i Island. Hun var sådan én, man tænkte om: Hun kan blive hvad som helst. Selvfølgelig var Gudrun også den perfekte hotelejer. Jeg så det den sommer i Stykkishólmur. Hun kunne tale med alle. Og hun så sine gæster. Hver og én af dem.

Dengang jeg kendte Gudrun, kunne alle lide hende, mænd og kvinder, og hun mærkede det. Når hun kom ind i et rum, så alle på hende, som om hun var en lang snøre, der trak blikkene til sig. Der var noget ved Gudrun, hendes øjnes sammenspil med andre, fik dem til at lytte til hende. Når hun satte sig ved et middagsbord, satte alle andre i selskabet sig omkring hende. Alle skulle elske hende, og hun ville elske alle. Sådan var hun. Men det glippede for hende. Hun overkom det ikke.

Gudrun var sådan én, der stillede sine kærester fra sig, når hun havde brugt dem. Som var disse kærester tomme konservesdåser. Og hun fandt med det samme en ny, mand eller kvinde, forlod den ene til fordel for den anden, og sådan fortsatte det. Hun var altid sammen med en eller anden. Hun kunne ikke være alene. Hendes mor, min moster, kaldte det for hendes urolige blod.

Det var efter, vi havde været ude at bade uden for Stykkishólmur, at Gudrun startede på skjorten til Torvald. Der var et bredt vandløb, der bugtede sig gennem dalene uden for byen. Vi kørte derud dagen efter Louisa og Lucie var kommet, Gudrun, Louisa, Lucie og mig, i Gudruns jeep. Vi lagde vores håndklæder på en stor sten og hoppede ud fra en lille klippe ned i det iskolde vand. Lucie og Gudrun holdt om hinanden i vandet, klaprede tænder og sprang op af vandet igen. Bag vandløbet lå nogle varme kilder. Vi vekslede mellem at løbe frem og tilbage mellem det kolde vandløb og kilderne, vi hoppede op og ned, og jeg blev varm og kold og mit hjerte dunkede kraftigt.  

På et tidspunkt, da Gudrun kom op af vandet, stod Louisa klar med et håndklæde spredt ud mellem sine arme. Gudrun løb hen mod hende, men Lucie kom op på siden af hende og rev håndklædet ud af Louisas arme.
    - Giv mig det, sagde hun, og lagde det om Gudrun.
Louisa lo højt, vendte sig mod mig, rystede på hovedet, og lo. Mine ben rystede.

Der var et lille badehus ved siden af vandløbet, hvor vi satte os ind. Lucie og Gudrun sad ved siden af hinanden op ad væggen med deres lange våde hår dryppende ned over skulderne. Gudrun havde hentet tæpper i bilen, store vævede uldtæpper, vi havde om os. Hun lagde hovedet tilbage mod væggen og lukkede øjnene. Louisa sad og så ud gennem sprækkerne i brædderne. Jeg bukkede mig forover for at samle en elastik op, jeg havde tabt på gulvet. Jeg kunne se ind under tæppet, der lå over Lucie og Gudruns ben. Lucies hånd gned op og ned på Gudruns kønsben. Hendes ene finger var stukket ind mellem skamlæberne. Gudruns bikinibukser sad nede om lårene. Da jeg løftede hovedet igen og så dem sidde op ad væggen sammen, tænkte jeg: Ja, det er sådan, det skal være.

Vi kørte tilbage til hotellet i jeepen. Gudrun trykkede speederen i bund. Det gav et ryk i bilen, der bugtede sig på de snoede veje. Jeg drejede hovedet og så på Gudrun. Hendes ansigt var spidst. Hun havde nogle af rovdyrets træk over sig, det samme løse blod i kroppen. Jeg genkendte ikke længere den pige, jeg havde sjippet i bue med på en villavej i Bramming.

Da vi kom tillbage til hotellet i Stykkishólmur, forsvandt Gudrun sammen med Lucie ind i sin og Torvalds lejlighed. Jeg gik op på mit værelse, skiftede tøj og redte håret foran spejlet. Jeg kunne se ind i Gudrun og Torvalds soveværelse. De lange blafrende gardiner var trukket fra. Gudrun og Lucie kom ind i værelset, Gudrun skubbede Lucie omkuld i sengen, trak nederdelen og trusserne af hende og kyssede hendes ben, der var overdrysset med myggestik. Hun åbnede hendes skamlæber med sin tunge. Den arbejdede systematisk mod hendes klitoris, slikkede tålmodigt, mens Lucie stønnede, lange rolige slik.

Jeg trak mig væk fra vinduet.

Lidt efter smækkede en dør hårdt. Stemmer råbte i munden på hinanden. Gudrun løb efter Torvald henover hotellets veranda. Jeg så dem fra min altan. Torvald holdt Lucies nederdel i sine hænder. Den flængede, da Gudrun rev den fra ham, og han vendte sig om og stak hende en lussing. Jeg tog hånden op for munden. Gudrun stoppede op og stod et øjeblik og så på Torvald. Så løftede hun hånden, knyttede den og slog ham midt i ansigtet, væltede ham omkuld og kastede sig over ham og rev og slog ham. En eller anden hotelgæst råbte: Hun banker sin mand! og prøvede at trække hende væk. Louisa kom løbende.
    - Stop, Gudrun, råbte hun, stop!

Torvald holdt sine arme vægrende op foran sit ansigt. Hans øjne var skræmte. Gudrun så på ham, sænkede sin knyttede hånd og rejste sig og gik ind i hotellet. Lidt efter bragede rockmusik ud fra det åbentstående vindue i hotellets kontor.

Det var den aften, Gudrun begyndte på skjorten til Torvald.

Det var en varm sommer, den sommer i Stykkishólmur, usædvanlig, med over tyve grader. Dagene var endeløse, midnatssolen hang over lavamarkerne. Om aftenen var der livemusik på hotellet. Gudrun havde fået stillet en stor pavillon op ved siden af hotellets veranda, hvor der blev spillet op til dans, islandsk folkemusik. Louisa tog Gudruns hånd og hev hende ind på dansegulvet, men hun  gjorde sig fri af hende og trak sig ud til siden af pavillonen. Hun tændte en cigaret og slog takten på melodien med foden, dunk, dunk, ned i det tynde trægulv. Hendes tåspidser gik op og ned, mens hun holdt Lucies blik fast. Så smed hun sit skod fra sig og svang Lucie ud på gulvet, ind mellem de dansende par. De faldt ind i dansen, møvede sig rundt mellem de andre par, mens himlen blev mørk, skyerne trak sig sammen og vinden ruskede i pavillonen. Gudruns bevægelser var fjederagtige. Hendes hals var tilbagekrummet. Hun lignede et dyr, der ville sætte i spring.

Torvald sad i den skjorte, Gudrun havde syet til ham, på en bænk neden for pavillonen og drak. Rygterne havde svirret. Gudrun og Torvald skulle skilles. Når nogen spurgte Gudrun, hvorfor hun lod sig skille fra Torvald, sagde hun: Han har sådan en kedelig stemme. Torvalds øjne var røde og hævede. Han drak og flæbede, og de mænd, der sad rundt om ham, lo af ham og skænkede ham mere øl. De hev ham i skjorten og skubbede til hinanden og lo højere, pegede på skjorten og grinede igen, mens de lænede sig fremover, for ligesom at få plads til latteren i kroppen.

De islandske folkemusikere så op i himlen, mens de spillede og hen på hinanden. De kastede indforstået med hovederne mod mørket over dem. Så brød regnen frem, de lange lilla og grønne lyn og tordenen. Musikerne løb af sted med deres instrumenter, tromme, cello og violin ned ad gaden, forbi kirken med sit lange spidse tårn, der ligesom dukkede sig i uvejret.

Jeg løb ind i hotellets opholdsrum sammen med Louisa, Lucie og Gudrun. Vi sad ved vinduet og så ud på regnen, der indhyllede byen i sit våde slør. Gudrun sad mellem Lucie og Louisa. Hun så fra den ene til den anden, lod dem møde sit blik på skift. Hendes klare blå øjne skinnede. Hun lyttede til, hvad Louisa og Lucie sagde til hende, nikkede og smilede. Selv jeg, der stod på afstand, havde det, som om jeg kom fra et mørke ud i et stærkt lys, når jeg var sammen med Gudrun. 

Torvald sad på bænken uden for hotellet i tordenvejret med sin øl. Den mørkeblå silkeskjorte havde suget vand til sig og så sort ud. Han sang højt. Gudrun vendte sig mod mig i opholdsstuen og rystede på hovedet. Hun var smuk i den mørke stue, men på en underlig måde, en skønhed, der tilhørte alle og ingen på én gang som et landskab. Louisa pillede ved ærmet på sin kjole. Hun havde ikke taget øjnene fra Gudrun den aften
    - Tordenen er ovre, sagde Gudrun, lad os gå i seng.

Jeg gik op på mit værelse, men blev stående uden for døren og så ned ad den smalle gang oppe under kvisten. Jeg hørte hotellets hoveddør gå. Så åbnede jeg døren til mit værelse, gik ind og lagde mig på sengen med alt mit tøj på, men rejste mig og gik ud af værelset igen og gennem byen. Der var stille, som der er i en by efter et uvejr, asfalten var våd, luften kold. Nede ved havnen så jeg Gudrun og Lucie sidde sammen på kajen. Midnatssolen hang foran dem. De holdt om hinanden og snakkede. Alle, der så dem sidde sammen, måtte tænke ved sig selv: Hvor er de heldige, at de har hinanden. 

Et par uger efter tog jeg tilbage til København. Det var kort tid efter, at Torvald flyttede ud fra hotellet, hen i en lille lejlighed i et gult hus tæt på havnen. Gudrun bad mig tage derhen med nogle ting til ham, lidt tøj, han manglede, og nogle porcelænskopper, der var hans, en arv fra hans mormor. Lejligheden var smal og lille og tom på nær en madras på gulvet, et gammel skab og et kvadratisk bord med to orange klapstole. En enkel plante i vindueskarmen.

Torvald sad ved bordet på den ene klapstol i sin mørkeblå skjorte, skilsmisseskjorten, og så frem for sig. Han så op på mig, da jeg kom, nikkede, pegede på et sted ved væggen, hvor jeg kunne sætte posen.

Jeg gik igen ud af havelågen og rundt om lejligheden i villaen, ned ad stien langs med husmuren. Da jeg kom rundt om huset, så jeg mig tilbage. Torvald stod i vinduet og så på mig. Han løftede hånden og vinkede kort. Jeg stoppede op og vinkede til ham. På bænken på havnen satte jeg mig ned og græd. Jeg sad længe på bænken. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg græd, hvor gråden kom fra. Da jeg kom tilbage til hotellet, bestilte jeg en flybillet. Et par dage efter fløj jeg fra Island.

Der gik nogle år. Tre år helt præcist. En dag i min postkasse i Classensgade i København lå en bryllupsinvitation med et billede af Gudrun og Louisa. ”Vi skal giftes!” stod der under billedet. Det var næsten ikke til at se deres ansigter for deres store smil og hvide tænder. Først tænkte jeg, at det var Lucie på billedet. Jeg åbnede invitationen og læste: ”Kære … Vil du komme til vores bryllup…Kærlig hilsen Louisa og Gudrun”. Jeg ringede til Gudruns mor, min moster, om der ikke var sket en fejl? Det var der ikke. Gudrun skulle giftes med Louisa.

Jeg forstod det ikke. Min moster vidste heller ikke meget andet end, at Lucie var rejst fra Stykkishólmur kort tid efter mig den sommer. Tilbuddet om forfremmelsen til vicedirektør var kommet. Hun havde været nødt til at tage til København. Gudrun havde bedt hende om ikke at rejse. Hun kunne ikke tage med hende, ikke med hotellet, og så kort tid efter skilsmissen fra Torvald.
    - Bliv hos mig! havde hun sagt, men Lucie var rejst.
Min moster blev stille i røret.
    - Åh Gud, sagde jeg, vidste hun ikke, at man ikke skal lade Gudrun være alene?

Jeg så for mig, hvordan Louisa med sine fine ansigtstræk, sin strålende hud og sin perlende latter havde holdt sig tæt til Gudrun og fulgt hende, hvor end hun gik hen.

Jeg tog til Island til brylluppet. Alt lignede sig selv, byen og hotellet, de små værelser oppe under kvisten. Det lange plankebord i opholdsstuen. Det var kun ansigtet ved siden af Gudruns, der var anderledes, end jeg huskede. Jeg huskede Lucies ansigt. Nu var det Louisas. Hende, der holdt om Gudrun, da de gik op ad trappen til hotellet, efter de var blevet viet neden for den.

Louisa og Gudrun vendte sig om oppe på det øverste trin af trappen og så ned på os, deres gæster, der stod i en stor kreds neden for trappen. Gudrun kneb øjnene sammen. Jeg lagde mærke til det ved middagen, da hun sad for enden af langbordet i hotellets opholdsstue med Louisa ved sin side. Der var glæde i hendes ansigt, når hun så på Louisa, men også tomhed, noget skuffende, som om hun tænkte: Var det virkelig det hele? Dér gik det op for mig, at Gudrun indtil den dag ikke havde haft nogen erfaringer med at være ulykkelig forelsket.

Vi skålede for brudeparret, og Louisa slog på sit glas og rejste sig for at holde tale for Gudrun. Hendes hænder rystede. Der var i det hele taget noget ængsteligt over hende, som om hun skulle fortælle os, at hun havde fået en livstruende sygdom. Hun elskede Gudrun. Det var dét.

Lucie var ikke at se nogen steder. Jeg ville ikke spørge, om hun var inviteret. Jeg kunne ikke forestille mig hende i selskabet, hvor hun skulle stille sig, hvor hun skulle sidde, hvor hun skulle se hen.

Efter middagen blev bryllupskagen serveret. En stor hvid kage i flere etager overdynget af røde og lyserøde roser. Så blev gaverne åbnet. Der var mange. Tæpper, lamper og billeder til at hænge på væggen, et gavekort til en weekend i København. Én af gaverne havde ikke noget kort. Ingen af gæsterne ville kendes ved den. Ingen havde tilsyneladende lagt den på gavebordet. Louisa og Gudrun gemte den til sidst i håb om, at kortet dukkede op. Det gjorde det ikke.
    - Måske ligger kortet inde i gaven, sagde Louisa.
Gudrun pakkede den op. Det var den mørkeblå silkeskjorte, hun havde syet til Torvald, plettet og brugt og med skjolder. Et øjeblik holdt hun den op foran sig, som for at forstå hvad det var, så gled den ud af hendes hænder og ned på gulvet. Gudrun løb ud af hotellets opholdsstue. Jeg fandt hende nede på havnen. Hun sad på molen og så ud over havet. Jeg satte mig ved siden af hende.
    - Den skjorte havde Lucie på sidste gang, jeg så hende, sagde hun.
    - Lucie? sagde jeg.

Lucie var kommet til hotellet sidste sommer, fortalte Gudrun, hun havde bestilt et værelse under et andet navn. Én enkel nat med en fire retters menu fra restauranten. Hun kom ind i receptionen, Gudrun trådte et skridt tilbage, da hun så hende i den mørkeblå silkeskjorte. Hun måtte have fået eller lånt den af Torvald. Lucie gik frem til skranken med sin ranke holdning og lette skridt. Hun bad om sit værelse. Gudrun rakte hende nøglen. Hun tog den og gik op af trappen til værelserne under kvisten.

Over en time sad Gudrun bag skranken og ventede på, at Lucie skulle komme ned igen. Det gjorde hun ikke. Gudrun gik op og bankede på.
    - Det er mig, Gudrun, sagde hun, men Lucie lukkede ikke op.

Om aften spiste hun i restauranten. Ved et bord for sig selv henne ved vinduet. Stadig i Torvalds mørkeblå silkeskjorte.

Louisa viste sig ikke på hotellet, efter Gudrun fortalte hende, hvem der var kommet. Hun lå i sengen i soveværelset med de lange blafrende gardiner.
    - Det er din søster, sagde Gudrun til Louisa, -  gå ind og bed hende om at rejse.
    - Jeg kan ikke.

Gudrun gik ud af lejligheden og smækkede med døren. Lucie sad i restauranten ved bordet ved vinduet, da hun kom ind i restauranten igen. Hun gik hen til hende og stillede sig foran hende. Lucie så op på hende, men som om hun så lige igennem hende, på et punkt bagved hende. Nogle af de andre gæster i restauranten kaldte på Gudrun. De skulle have fyldt deres glas. Da hun kom tilbage med vinflasken fra køkkenet, var Lucie væk.

Gudrun ledte efter hende i byen, men hun fandt hende ikke nogen steder, ikke på havnen, heller ikke i den lille have bag museet, hvor de plejede at sidde sammen om aftenen.

Næste morgen kom Lucie ned til Gudrun i receptionen, stadigvæk i Torvalds skjorte og lagde nøglen på skranken.
    - Jeg vil gerne checke ud, sagde hun.
    - Lucie, sagde Gudrun.

Hun betalte, tog sin taske og gik ud ad døren og ned ad trappen. Gudrun så hende gennem vinduet. Hvis hun havde haft en kniv, var hun gået efter Lucie og havde stukket hende i ryggen, sagde hun, stukket kniven langt ind i hendes ryg, ind mellem ribbenene og punkteret hendes lunge. Hun var fyldt op af en euforisk lyst til at stikke hende ned og se hende falde sammen på jorden.

Gudrun så op på mig. Hendes klare blå øjne var væk, noget mørkt og fjernt kom frem i hendes blik, som om blikket langsomt sank ned til dynd og mudder og sugende grønt mørke i en bundløs mose og trak hende med ned under vandoverfladen. Jeg så hende for mig ligge under det tykke mudrede vand i mosen. Hendes lange lyse hår, der lignede vildtvoksende alger.