Tyrså (Þjórsá). Foto: Einar Guðsteinsson
Tyrså (Þjórsá). Foto: Einar Guðsteinsson

Gunnars drøm

Christian Dorph

Dansk forfatter født 1966, optaget på Forfatterskolen i 1988, debut 1992 med Et stykke tid. Christian Dorph modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 1996. Han er uddannet cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet og har siden 1995 undervist på Testrup Højskole, hvor han startede skrivelinjen i 1998. Har stået bag Montanas Litteraturpris og senest en ny litteraturfestival i Aarhus, NorthLit, som i 2018 er tænkt som et (top)møde mellem arabisk og nordisk litteratur.

Christian Dorph har sammen med Simon Pasternak skrevet en krimiserie om Danmark de sidste 25 år af det 20. århundrede. Serien er afsluttet med radiostykket Kom ind i min drøm (DR, 2018). Bøgerne er solgt til oversættelse i syv lande, og en af romanerne er ved at blive lavet til tv-serie i Tyskland.

Den her dag er ligesom alle andre dage. Den er hverken værre eller bedre end andre dage, den er lige så pæn eller grim, den er lige så kedelig eller sjov som alle mulige andre dage. Hvis man lagde alle dagene ned i en æske og rystede æsken og trak en tilfældig dag op, ville man ikke kunne sige, om det er den her dag eller en dag for over hundrede år siden, eller måske en dag for tusind år siden. Det er sådan nogle ting, jeg kan ligge og spekulere over, mens jeg vågner.

Gerd er i bad. Jeg går ud og brygger kaffe og giver hundene mad, står lidt og kigger på dem, mens de hugger tørfoderet i sig. Så smører jeg en rundtenom. Gerd kommer ud med et gult håndklæde om livet og et hvidt om håret. Hun åbner for hanen og tager et glas vand, drikker. Hun lugter af æbleshampoo. Der er kommet våde aftryk på gulvet. Så får jeg øje på hendes fødder. Jeg ved ikke, men det er noget af det mærkeligste, jeg har gloet på. Gerds fødder. Er vi dyr? Hvorfor er vi her? Er der en særlig grund til det? Jeg tænder en smøg og prøve at slappe af.

Snorre står ved indgangen til Prærien, da jeg kommer. De andre er der ikke. Jeg får ild på en smøg, og lidt efter kommer Gnid over og fortæller, at vores stash er forsvundet. Er du sikker? siger jeg. Ja, siger han. Så find det, siger jeg. Han går og kommer straks efter tilbage med to andre, den ene har jeg ikke set før, den anden er Kim. Hvad skal det hjælpe? Vores stash er væk, forklarer Kim. Sig noget, jeg ikke ved, siger jeg. Den fremmede står og nikker med sit blodfjæs. Er jeg præsident, eller er jeg ikke præsident? Du er præsident, siger Kim. Så find det. De går. Jeg kan mærke på dem, at de vil komme tilbage, måske ikke lige med det første, så dumme er de trods alt ikke, men de kommer, og jeg overvejer, hvad jeg skal gøre. Statuere et eksempel, eller skal jeg vente og se tiden an? Der går en halv time. De har taget én til med, et af vragene fra Nemoland, pivtynd og sår i panden. Utroligt! Ingen ved noget, siger Gnid. Har I da snakket med alle? siger jeg. Han glor desorienteret på mig. Okay. Hvem var på vagt i aftes? Pede, siger Gnid. Har nogen snakket med Pede? siger jeg. Han er her ikke, siger han. Så find ham!

Jeg er rastløs, vader rundt, kommer ned til Carl Madsens Plads. Fjæsing er kommet tilbage fra Jylland, han har den teori, at det er Nomads, der har snuppet mit stash. Er det noget, du ved? spørger jeg. Nej, siger han, det er mere en fornemmelse. Hvorfor skulle de det? På grund af historikken. Historikken? Så kommer König og Sorte over. König har været i Amsterdam og tilbyder et parti psilocybintrøfler. Hvad skal jeg med dem? Sorte siger, det er Onkels drenge, der har gjort det. Hvor ved du det fra? siger jeg. Folk snakker, siger han, snakken går. Sorte ved aldrig sådan noget. Jeg er til grin. Dem, der ikke ved noget, ævler. Dem, der ved noget, klapper i.

Onkel har lukkede øjne. Han sidder på en skammel. Hvorfor sidder han på en skammel? Jeg har aldrig set ham sidde på en skammel før. Han er også alene, han plejer ikke at være alene. Jeg spørger, om jeg må købe lidt af hans stash. Nej, siger han. Kan jeg låne noget så? Det kan jeg heller ikke. Alle vil have noget fra ham, siger han, og det er han godt træt af. Han gider ikke hjælpe folk længere. Han vipper skamlen bagover, så gulvbrædderne knirker. Jeg håber, den vælter under ham. Det er kun en lille uge, siger jeg, der kommer nye forsyninger allerede om en uge. Glem det, siger han og blotter sine sortgule bisser. Jeg kan sende Melkolf, siger han lidt efter. Islændingen?, siger jeg. Melkolf har gode kontakter, han kan skaffe det meste, siger han. Han siger det ud gennem næsen. Men så skal du heller ikke komme rendende her igen, siger han.

Gerd forstår det ikke. Jeg kommer altid hjem med noget. Vores stash er væk, siger jeg. Så gå ud og find det, siger hun. Det er det, jeg har sagt hele dagen, siger jeg. Hvor svært kan det være, siger hun. Det er fordi, du går og deler ud til alle og enhver, dine latterlige små venner. Nej, siger jeg.

Hun går ud i køkkenet. Jeg kan høre, hun hælder vand på kedlen. Hun kommer ind igen. Kan du ikke låne af Onkel? Nej, siger jeg. Hvorfor ikke. Det ved jeg ikke, siger jeg. Har du da spurgt?

Det ringer på.

Gerd går ud og åbner. Jeg kan høre hende snakke med én derude. Så står han pludselig inde i stuen. Islændingen. Han kigger rundt som for at finde et sted at sætte sig. Det behøver du ikke, siger jeg. Hvad? siger han. Jeg har mistet mit stash og skal have fat i nogle nye forsyninger. Coke, skag, weed?, siger han. Det hele. Han nikker, som om det allerede er ordnet. Giver du én?, siger han og kigger hen på mine smøger på fjernsynet. Nej, siger jeg. Se hellere at fise af, jeg har ikke råd til, at du står og glor på mine møbler. Han går ud i køkkenet. Jeg kan høre, at han sludrer med Gerd. For fanden også. Jeg rejser mig, og da jeg kommer ud til dem, skrider han. Hvad ville han? Låne en smøg. Hvad snakkede I ellers om? Ikke noget. Det lød, som om han stod og sludrede med dig et stykke tid. Helt ærlig, skal vi virkelig til det igen? Nej, siger jeg.

Du skulle være kommet til mig i stedet, siger Niels og tænder splif’en og tager nogle hurtige hiv. Jeg kunne sagtens have holdt dig kørende en uge. Ja, med shit og græs, siger jeg. Du kender min holdning til skag og coke. Jeg rører heller ikke det skidt, siger jeg. Hvad med Gerd? Jeg svarer ikke. Njalle ved godt, Gerd guffer lidt c en gang imellem, det er et frit land, og hun har styr på det. Tror du virkelig, hun har styr på det?, siger Njalle, læser mine tanker. Selvfølgelig, siger jeg.

Så siger vi ikke noget et stykke tid, kører bare splif’en frem og tilbage. Jeg fylder munden med den fede galar, blæser det ud i næsen og suger røgen helt ned i maven og holder vejret. Njalle har malet væggene over med motiver fra nordisk mytologi i nogle fede, dystre farver. Han er kodylt god til at male. Jeg kan aldrig huske, hvem der er hvem, så jeg spørger ham altid, når vi ryger kif. Hvem er ham der? begynder jeg. Hvem der? Ham til højre med pilen i brystet. Det er Balder. Nåh ja, siger jeg. Balder drømmer, hvad der sker i fremtiden, siger Niels og rækker mig splif’en. Men så begynder Balder at drømme om Ragnarok. For at berolige ham får Frigg alt levende og dødt i verden til at sværge, at de ikke vil skade ham. Aserne kaster alle mulige ting efter Balder for sjov. Men Loke ser sig ond på Balder, fordi han er populær. Han finder ud af, at Frigg har glemt at tage misteltenen i ed. Han fremstiller en pil af mistelten og får Balders blinde bror, Høder, til at skyde efter ham. Hvordan det, når han er blind? Det svarer Njalle ikke på. Dør han?

Han svarer ikke.

Den her galar er noget hyl, siger jeg lidt efter. Kan jeg låne lidt, så jeg har noget, kranen kan hygge sig med, til vi får stash’et op og at køre? Nej, Gunnar, siger Njalle. Han rejser sig, tårner sig op foran mig. Han kan virkelig være frygtindgydende, når det stikker ham. Du må få det.

Jeg går rundt på pladsen. Hvor er folk henne? Jeg går hele vejen gennem Nordområdet. Der er ikke nogen. Er der sprunget en atombombe? Der sidder nogle børnemagtere og ryger uden for Smedjen, de har lavet et bål af nogle paller og kaster stanniolkugler ind i ilden. Jeg går videre i retning af volden uden at møde andre på min vej. Ude på vandet er der svaner. De er i deres rette element, tænker jeg. Jeg bliver stående og glor og kommer lidt efter lidt ind i en stemning af, at jeg ikke er der. De er her, og jeg er der ikke. Jeg er på gennemrejse, tænker jeg. Det ved de også godt, og de tænker det samme. De kender min skæbne, de kender den måske bedre, end jeg selv gør. Så svømmer en af svanerne en halv omgang rundt om sig selv og løfter sin vinge og sænker hovedet over mod mig som en hilsen. Jeg bøjer ligeledes mit hoved og hilser på den.

Da jeg kigger op, er der ild i et af husene på den anden side af søen. Branden har godt fat i bygningen, det kunne være Hestestalden. Jeg går over broen og fortsætter hen langs brinken. Det er Hestestalden. Jeg står og glor ind i flammerne. Den er virkelig rød den ild. Ildrød. Jeg stiller mig tættere på den, så jeg kan mærke varmen i ansigtet. Ilden er levende, tænker jeg. Den er lige så levende som du og jeg, som de svaner, jeg betragtede for et øjeblik siden, som svanen, der drejede rundt og hilste på mig og som hestene i stalden. De vrinsker derinde og sparker mod træværket med deres hove. Skriger de, er det sådan, det lyder, når heste skriger?

Så går det op for mig, at det er Onkels lager, at det er hans stash. Folk stimler til. Jeg får øje på Siw og Snorre, de har taget Hjalte og Tave med. Børnene stirrer ind i flammerne, ilden genspejles i deres øjne. Så kommer andre rendende med spande, men det er for sent. Bygningen er omspændt af flammer, det knager i træværket. Flere kommer til, jeg ser Onkel ud af øjenkrogen, hans store fjæs. Jeg er her ikke, siger jeg inde i hovedet. Så begynder jeg at gå.

Jeg er her ikke, tænker jeg igen, da jeg står på Amagerbrogade og ser Melkolf komme ud af min opgang. Han kigger sig hastigt til siderne og lyner lynlåsen i sin læderjakke, og så spejder han igen rundt med sit magre ansigt uden at få øje på mig. Jeg er gået ud midt på gaden og må stoppe for 2A’eren. Jeg går helt derover, og han fortsætter i retning af Holmbladsgade. Jeg kommer ind i opgangen, og der fornemmer jeg, at noget er galt. Onkel har allerede hævnet sig, Gerd har fået tæv, hun ligger deroppe og er blevet voldtaget og stukket ned. Jeg skynder mig op.

Gerd sidder på sengen i silkekimono med vatrondeller mellem tæerne. Hun sidder og ordner negle, hun ænser mig ikke. Jeg går ud i køkkenet og flår lågerne op og roder skabene igennem. Bagefter går jeg ud på badeværelset og kigger i toiletskabene. Hun har tømt glasset med kodimagnyler og fyldt det med coke. Jeg tager glasset og hælder coken ud i lokummet. Det lille vilddyr er der med det samme, hovedet nede i tønden. Jeg skyller ud, og så er hun over mig og forsøger at kradse mine øjne ud. Jeg bliver nødt til at stikke hende en flad. Hvad har du gang i? vræler hun og sætter sig på kanten af kummen. Hvad JEG har gang i? Det lille pisøre har stjålet den coke, du har guffet? Og hvad så? siger hun. Var det dig, der fik ham til det? Hun venter lidt for længe med at svare. Nej, siger hun. Så siger vi ikke noget. Hun sidder og stirrer ud i luften med mørke øjne, mascaraen begynder at løbe. Jeg hiver efter vejret, som om jeg har spurtet. Gerd er væk i blikket, kold af coke. Hvorfor fanden skyllede du det ud? siger hun og spytter på mig.

Det brænder i min hjerne. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, og samtidig ved jeg godt, hvad der skal ske. Jeg har været her før, eller rettere: jeg har det, som om jeg har oplevet det før, måske i en drøm, som en forudanelse, et eller andet. Hjernen er mærkelig, den ved ting, inden man selv ved dem. Njalle har talt om sådan noget. Han siger, han har set forfærdelig ting ske for mig, når han lavede sine vægmalerier. Han har tit sagt, jeg skulle trække mig. Njalle, har jeg svaret, hvordan skulle du kunne se ind i fremtiden? Jeg troede ikke på det, jeg nægtede at tro på det.

Nu er jeg midt i det.

Jeg vader ind mod byen, over Knippelsbro, hen til Højbro Plads, op ad Købmagergade og videre op mod Nørreport. Jeg går af sted uden at tænke over, hvor jeg skal hen. Jeg har brug for at gå. Jeg har brug for at komme væk og klare tankerne. Jeg tænker: så længe, jeg går, kan jeg være i fred, så længe, jeg går, er min skæbne sat på standby. Jeg skrår over til Gothersgade og går op mod Søerne langs Botanisk Have. En ung mor går forbi med en unge i klapvogn, pigen spiser en is, en Københavnerstang. Hun har suttet det gule af og har hvid is i hele femøren.

Så kommer jeg i tanke om en drøm, jeg havde for fornylig. Njal og jeg er på flugt fra nogle af rødderne fra Nøragersminde. Vi er bare nogle rollinger, og vi er stæset ned til moserne ved Granatvej og Ellevehøjvej. De andre er i hælene på os, jeg er ved at dø af skræk. Så springer jeg i vandet. Jeg har ikke lært at svømme endnu, og jeg bliver med det samme suget ned i mudderet. Jeg er helt nede og vende, og jeg er 100 på, at jeg skal dø. Men så mærker jeg en stærk hånd om min nakke. Det er Njalles hånd. Hvad kan sådan en drøm betyde? Betyder den noget?

Lyset er ved at forsvinde. Det ligger som et genskin over Sortedams Sø og farver overfladen sort. Jeg fortsætter op ad stien langs med Øster Søgade. Det er beroligende at gå her og glo ud over vandet, glo på ænderne og på fuglene ovre på Fugleøen, de pjuskede råger, der sidder i de udgåede træer. Der en dyb ro i de her omgivelser, i den her årstid, det sene lys, det sidste af sommeren.

Sommeren går på hæld.

Jeg stikker ikke af tænker jeg, jeg skal ingen steder. Det her er min by, og den er smuk, som kun ens egen by kan være det. Jeg kommer ned for enden af den sidste sø og stiller mig på det smalle stykke og kigger på ænderne og svanerne. Er det de svaner, jeg så tidligere? Ja, det kunne det godt være. Jeg bliver stående for at se, om den største af svanerne vil svømme en halv omgang rundt om sig selv og bøje sin lange, hvide hals og hilse på mig igen, give mig det tegn.

Så kommer en bil oppe fra Trianglen, den ræser op på fortovet og parkerer foran restauranten derhenne, et grønt Folkevognsrugbrød. Èn stiger ud. Det er Bent fra HA, det fede læs. Så kommer én ud, jeg ikke kender, han er ligeså grim og fed. Den sidste er Melkolf. Han bliver stående og glaner rundt til alle sider uden at få øje på mig ligesom på Amagerbrogade. Bent trækker op i bukserne. Han ser ond ud. Bleg og ond. Han vader lige ind på Søpromenaden med de andre idioter efter sig. Jeg når ikke at gøre en skid. Jeg står og glor på den åndssvage svane, der ikke gider at hilse på mig, kan ikke løsrive mig. Den er godt nok hvid, tænker jeg. Det er det hvideste, jeg nogensinde har gloet på, tænker jeg. Det er, så det skærer i øjnene, så hvid er den.

Lidt efter er der noget rabalder derindefra, og så er der én, der vælter ud på trappestenen ved vindfanget. Det er Gnid. Han er færdig, kan jeg se, blodet pisser ud af ham.  Der kommer én mere, ligeså slemt tilredt. Flemming. Han kravler ud og må opgive, falder sammen hen over Gnid.

Det er for sent, med det samme ved jeg det, at det er for sent. Mine brødre ligger og udånder små femten meter væk. De ligger og dør, og der er ingenting, jeg kan gøre. Bent dukker op i vindfanget. Han kommer ud og vader over Gnid og Flemming og går hen og sætter sig ind i bilen og starter motoren. Hans pumpede makker har et hagekors på kinden og en lortebrun jakke over sin vest og rød bandana. Han hopper ind på passagersædet. Melkolf bliver tilbage, han står igen og glor rundt, mens de to andre kører væk. Tilsyneladende ser han mig ikke. Er han blind? Han begiver sig ned ad Sortedam Dosseringen. Jeg har ikke rørt mig af flækken den tid, det har varet. Jeg tager hånden i lommen og åbner min kniv, stryger æggen med fingeren.

Onkel er der, hvor jeg fandt ham sidst. Han sidder stadig på sin skammel. Han er igen alene. Han sidder og nikker. Er han overrasket? Er der en smule overraskelse at spore i de gustne øjne? Er hans nik en anerkendelse, for at anerkende, at jeg har haft the guts til at komme? Jeg ved det ikke, og hvorfor skulle jeg også ønske mig svinets anerkendelse? Hvad skal jeg med den?

Jeg sagde, du ikke skal komme rendende, Gunnar, begynder Onkel og suger på sin smøg. Men siden du er her, kan jeg oplyse dig om, at du har mistet alle dine rettigheder og privilegier i KBH … du skal skride tilbage til Amager. Og blive der! Jeg glor på ham. Men, siger han. Han tøver. Men hvad? siger jeg. Et fejltrin mere …, siger han, et lille fejltrin, siger han, og du ryger lige lukt til helvede den samme vej som Gnid og Paddel. Så siger vi ikke noget et stykke tid. Det er åndssvagt, det her. Det er en fælde, det har været en fælde fra begyndelsen, jeg er vadet lige i den.

Ham islændingen, du sendte, siger jeg og bryder tavsheden. Hvad med ham? Ham havde jeg ingen glæde af, siger jeg og stikker hånden i lommen og klemmer om de små, runde hudflapper. De er underligt levende og klistret ind i blod. Det var, siger jeg, hvad hedder det … en bjørnetjeneste. Er det ikke det, det hedder? Jo, siger Onkel, det er der noget, der hedder. Jeg krammer ørerne og lukker dem ind i min næve. Så tager jeg hånden op og kaster dem hen til Onkel.

De lander lige foran hans skosnuder, og det giver et lille gib i ham, da han øjner dem. Jeg går frem imod ham. Jeg vil se hans reaktion, se øjnene, angsten i dem. Jeg bukker mig ned, lægger en hånd på Onkels skulder, læner mig frem, hvisker: ørerne hører hjemme, der hvor de voksede ud!

Kalvebod Fælled, nat. Det store engareal med Øresund til alle sider, mågerne i luften, frøerne, der kvækker, fårekyllingerne, alt er som dengang. Stanken er også ligesom dengang, en sød, rådden lugt. Her rendte jeg tit som knægt og ledte efter mågeæg og plaffede krager med mit luftgevær.

Jeg venter på Njalle.

Så er han der pludselig, som om han er blevet fremkaldt af mørket, undfanget. Han ligner sig selv, stor og rolig, og det gør mig rolig, han kommer hen og hilser. Jeg havde en drøm for nylig, begynder jeg. Jeg drømte, at vi var rollinger igen, og at vi rendte rundt her … her, nede for enden af Ellevehøjvej, fordi de store fra Nøragersminde var efter os. De var lige hælene på os, og da vi nåede herned, fortsatte jeg bare ligeud. Altså lige ud i vandet? spørger Njalle. Ja. Jeg havde ikke lært at svømme endnu, så jeg sank til bunds, og jeg var sikker på, at jeg skulle dø.  Men så … Jeg kan ikke sige mere, kan ikke fortælle resten af drømmen. Jeg kan ikke få det over mine læber.

Jeg er alt for bevæget.

Njalle har åbnet en pakke Cecil og slår to smøger ud. Jeg tager lighteren fra lommen og giver Njalle ild først, så tænder jeg min egen. Jeg ryster så meget, at jeg har svært ved at få ild på smøgen. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der skete i din drøm, siger Njalle lidt efter. Ja? siger jeg. Jeg reddede dig, ikke? Jo, svarer jeg. Du reddede mig, du reddede mig fra at dø, altså inde i drømmen. Du reddede mig, og jeg har gået og tænkt på det hele dagen, hvad drømmen kan betyde?

Njalle siger ikke noget.

Vi står og er tavse sammen og lader mørket og frøernes kvækken lukke sig om os. Den drøm, du havde, siger Njalle lidt efter, var ikke en drøm. Hvad var det så? siger jeg og synker noget spyt, og jeg får det, som om jeg falder, styrter ned i et sort hul, som om jeg synker ned i den mose igen og drukner. Det, du fortalte, skete i virkeligheden, siger Njalle. Nej, siger jeg. Jo, siger Njalle. Hvorfor kan jeg så ikke huske det? Det ved jeg ikke, siger han. Måske har du fortrængt det. Så voldsomme ting kan man godt komme til at glemme bagefter. Okay, siger jeg og tilføjer: Sagde jeg nogensinde tak? Nej, siger Njalle. Du sagde aldrig tak. Okay, siger jeg. Det vil sige, at du reddede mit liv, og jeg sagde ikke engang tak. Er det rigtig forstået? Ja, siger Njalle og vender siden til mig og tager et hvæs. Men hey, var der ikke nogle vigtigere ting, vi skulle tale om, Gunnar? Du burde se at komme væk, ikke, ud af landet i en helvedes fart. Jeg har penge og tøj med til dig. Nej, siger jeg. Der er ikke noget, der er vigtigere end det, du lige har fortalt. Det er det eneste, der betyder noget, og jeg skylder dig stor tak, fordi du reddede mig … dengang. Tak, Njalle.

Så står vi igen uden at sige noget, og det er, som om alle lydene forsvinder, frøernes kvækken, fårekyllingernes sang, den stille susen ude fra Øresund, lydene af flyene fra Kastrup, og så ved jeg pludselig, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke vidst det før. Det kommer til mig, imens jeg siger det: Du kan ikke redde mig, Njal, for det er der ingen, der kan, og jeg skal ingen steder. Det her er mit sted. Her er jeg født og opvokset, og alt det andet kan være lige meget. Det, der kommer, må komme. Det, der kommer, må komme, gentager Njalle. Det er godt sagt. Du vil få stor ære af det!