Tyrså (Þjórsá). Foto: Einar Guðsteinsson

Njals saga kapitel 62-63

Uddrag af

Torgejr (søn af Starkad) og Kul (søn af Egil og Stenvør, Starkads søster) har tidligere udfordret Gunnar til at deres heste skulle kæmpe mod hinanden. De forsøger at ydmyge Gunnar, men Torgejr og Kul fik ikke ære af kampen. De ville ikke slutte fred efterfølgende.

Gunnar hjælper Asgrim i en sag på tinget, som tak inviterer Asgrim ham til gæstebud om sommeren.

Gunnar og hans brødre Kulskæg og Hjort er på vej hjem fra gæstebud hos Asgrim. Starkad, Egil, deres sønner og nogle venner i alt 30 mænd, vil lægge sig i baghold og dræbe Gunnar som hævn.

Gunnar får en advarsel i en drøm. Det bliver en stor kamp.

62
Nu fortælles der, at Gunnar rider østpå over Tyrså. Men da han var nået lidt væk fra åen, blev han meget søvnig og bad de andre om at lade hestene græsse. Det gjorde de så. Han faldt i en dyb søvn og sov uroligt.
    Kulskæg siger: »Nu drømmer Gunnar.«
    Hjort siger: »Jeg ville vække ham.«
    »Det skal man ikke,« siger Kulskæg. »Han skal nyde godt af sin drøm.«
    Gunnar lå meget længe og kastede skjoldet fra sig, og han havde det meget varmt.
    Kulskæg sagde: »Hvad har du drømt, bror?«
    »Jeg ville ikke være redet fra Tunge med så få mand, hvis jeg havde drømt det tidligere, som jeg drømte nu.«
    »Fortæl os om din drøm.«
    Gunnar kvad dette:

Fåtallig fra Tunge
forekom det jeg red,
stillede ravnens sult,
sværdtræ, gjorde jeg vist.
For jeg drømte dårligt,
du, guldtræ, jeg ønsker
det fortalt, falk flyver
og fra ulven æder.

    »I drømmen forekom det mig, at jeg red forbi Knavholerne. Det forekom mig, at jeg så en masse ulve, og de angreb mig alle sammen, men jeg trak mig tilbage og ned til Rangå. Så syntes jeg, at de angreb fra alle sider, men jeg forsvarede mig. Jeg skød alle dem, som var forrest, indtil de kom så tæt på mig, at jeg ikke kunne bruge buen. Så tog jeg sværdet, og jeg huggede med den ene hånd og stak med hugspyddet med den anden. Jeg beskyttede mig ikke længere, og det forekom mig, at jeg så ikke vidste, hvad der beskyttede mig. Så dræbte jeg en masse ulve, og du, Kulskæg, var med mig, men jeg syntes, de fik bugt med Hjort og sønderrev hans bryst, og en af dem havde hjertet i sin mund. Men det forekom mig, at jeg blev så vred, at jeg huggede ulven midtover bag skuldrene, og derefter tror jeg, at ulvene flygtede. Nu vil jeg råde til, Hjort, min ven, at du rider tilbage vestpå til Tunge.«
    »Det vil jeg ikke,« siger Hjort. »Selvom jeg vidste, at det var den visse død, vil jeg følge dig.«
 


    Så red de videre og kom østpå til Knavholerne.

Kulskæg siger: »Kan du, bror, se de mænd med våben, og hvor mange spyd der stikker frem ved højene?«
    »Det kommer ikke bag på mig,« siger Gunnar, »hvis min drøm viser sig at være sand.«
    »Hvad gør vi nu?« siger Kulskæg. »Jeg går ud fra, at du ikke vil stikke af fra dem.«
    »Det skal de ikke spotte os med,« siger Gunnar. »Vi rider ud på næsset ved Rangå. Der er mulighed for forsvar.«
    Nu rider de ud på næsset og forbereder sig.
    Da de rider forbi, siger Kul: »Stikker man af nu, Gunnar?«
    Kulskæg siger: »Vent med at sige det, til dagen er omme.«

63
Så opildnede Starkad sine mænd. Så bevæger de sig frem til næsset mod Gunnar og hans brødre. Sigurd Svinehoved gik forrest med et lille rundt, rødt skjold og et kort spyd i den anden hånd. Gunnar ser ham og skyder mod ham med buen. Han løftede skjoldet højt op, da han så pilen flyve højt, og pilen gik igennem skjoldet og ind i øjet, så den kom ud ved nakken, og det var det første drab. Den næste pil skød Gunnar mod Ulfheden, Starkads mand, og den ramte ham i maven, så han faldt om for fødderne af en bonde, og bonden faldt over ham. Kulskæg kastede en sten, og den ramte bonden i hovedet og dræbte ham.
 


    Da sagde Starkad: »Det her vil ikke lykkes for os, så længe han kan bruge buen, så lad os angribe godt og modigt.«
    Derefter opildnede de hinanden. Gunnar forsvarede sig med bue og pil, så længe han kunne. Siden kaster han den fra sig. Så tog han hugspyddet og sværdet og angreb med begge hænder. Der bliver kæmpet meget hårdt længe, men det er dog Gunnar og Kulskæg, der dræber flest.
   Så sagde Torgejr Starkadssøn: »Jeg har lovet at bringe Hildegun dit hoved, Gunnar.«
    Da kvad Gunnar et vers:

Jeg anser ikke for
udelukket, sværddreng,
at guldets gudinde
glemmer det med vilje.
Gå, du, guldets morder,
bedre gennem spydlarm,
hvis hovedet skal have
herskerinden af guld.

»Det har nok ikke den store betydning for hende,« sagde Gunnar, »men så bliver du nødt til at komme nærmere.«
    Torgejr sagde til sine brødre: »Lad os alle løbe frem mod ham på en gang. Han har ikke noget skjold, og hans skæbne ligger i vores hænder.«
    Børk og Torkel løb frem, og de var hurtigere end Torgejr. Børk hugger til Gunnar. Gunnar slog så hårdt imod ham med hugspyddet, at sværdet røg ud af hånden på Børk. Da ser han, at Torkel står klar til at hugge ham ned fra den anden side. Gunnar står lidt skråt på fødderne. Han svinger sværdet og rammer Torkel på halsen, så hovedet flyver af.
    Kul Egilssøn sagde: »Lad mig komme frem til Kulskæg. Jeg har altid sagt, at vi er helt jævnbyrdige i kamp.«
    »Det kan vi få afprøvet nu,« sagde Kulskæg.
    Kul stak til ham med et spyd. Kulskæg havde lige dræbt en mand og havde nok at gøre og fik ikke dækket sig med skjoldet, og stikket ramte ydersiden af låret og gik igennem. Kulskæg reagerede med et ryk og trængte ind på Kul og huggede sværdet i hans lår, så benet gik af, og sagde: »Ramte det eller hvad?«
    »Nu må jeg bøde for, at jeg ikke var dækket,« sagde Kul og stod et øjeblik på det andet ben og så på stumpen.
    Kulskæg sagde: »Du behøver ikke at se efter. Det er, som du tror: Benet er væk.«
    Kul faldt da død om. Men da Egil ser det, løber han mod Gunnar og hugger efter ham. Gunnar støder hugspyddet frem, og det rammer ham i maven. Gunnar løfter ham op med hugspyddet og kaster ham ud i Rangå.
    Så sagde Starkad: »Det er for usselt, Tore Østmand, at du sidder over, når din vært og svigerfar er dræbt.«
    Da sprang østmanden op og var meget vred. Hjort var blevet to mænds banemand. Østmanden løber mod ham og hugger ham midt på brystet. Hjort falder da straks død om. Det ser Gunnar, og han er hurtig til at give østmanden et hug og skærer ham midtover. Lidt efter støder Gunnar hugspyddet mod Børk og rammer ham i maven, så det går igennem ham og ned i jorden. Så hugger Kulskæg hovedet af Høg Egilssøn, og Gunnar hugger armen af Ottar i albueleddet.
    Da sagde Starkad: »Lad os flygte nu. Vi har ikke med mennesker at gøre.«
    Gunnar sagde: »I må synes, det er hårdt at berette om hjemme, hvis man ikke kan se på jer, at I har været i kamp.«
    Så løb Gunnar frem mod far og søn og gav dem nogle sår. Derefter skiltes de, og Gunnar og de andre havde såret mange af dem, som tog flugten. I kampen faldt der fjorten mand og Hjort som den femtende. Gunnar bragte Hjort hjem på hans skjold, og der blev han højlagt. Mange sørgede over ham, for han var vellidt. Starkad kom også hjem, og Hildegun behandlede hans og Torgejrs sår og sagde: »Det havde vel været bedre for jer, om I ikke havde fået et dårligt forhold til Gunnar.«
    »Det havde det vel,« sagde Starkad.
(...)

Oversat af Kim Lembek