Norsk sprog | Sagatid

Det norske sprog tilhører den germanske sprogstamme ligesom de øvrige nordiske sprog. Frem til omkring år 800 var der tale om et fælles nordisk sprog, men i de følgende århundreder udviklede der sig dialekter, der grupperede det nordiske sprog i to grene: østnordisk (svensk, dansk, sydlige Norge) og vestnordisk (norsk, færøsk, islandsk).

Nordisk sprog

Det oprindelige urnordiske sprog blev talt over hele Norden frem til omkring år 800. Vi kan genfinde det i de mange runeskrifter, der er efterladt i landskabet i især Sverige og Danmark.

De følgende århundreder udviklede der sig dialekter, der grupperede det nordiske sprog i to grene: østnordisk (svensk, dansk, det sydlige Norge) og vestnordisk (norsk, færøsk, islandsk). Den vestnordiske sproggren er tættere forbundet til det oprindelige urnordiske, mens østnordisk er udviklet under stærkere indflydelse fra Tyskland og England.

Grammatisk er de nordiske sprog ens, og deres ordforråd ligner hinanden. Det er grunden til, at vi fortsat forstår især svensk og norsk.

Grønlandsk er ikke et nordisk, men et eskimoisk sprog, der tales i hele det arktiske område. Finsk tilhører den uralske sprogstamme i lighed med estisk (Estland), ungarsk og samisk (Nordligste egne af Norge, Sverige og Finland).

Norge har siden 1800-tallet ført en aktiv sprogpolitik, der først og fremmest skal sikre, at de mange varianter af norsk bevares i tale og skrift. Det betyder, at norsk sprog findes i to former: bokmål og nynorsk.

Nynorsk bygger på de mundtlige bygdemål, man taler i Midt- og Vestnorge, mens bokmål især tales i Syd- og Nordnorge. Nynorsk er knyttet til den vestnordiske sproggren, hvor vi også finder islandsk og færøsk, mens bokmål er knyttet til den østnordiske sproggren sammen med dansk og svensk.

Interessen for nynorsk steg i takt med de nationale bevægelser fra midten af 1800-tallet, der udsprang af den måde, befolkningen talte og skrev på. I 1885 blev nynorsk et officielt norsk sprog ved siden af bokmål.

Nynorsk er som et vestnordisk sprog kendetegnet ved brugen af de såkaldte diftonger, dobbeltvokaler – fx ’veit’ (norsk) for ’ved’, ’eiga’ for ’egne’, ’dei’ for ’de’ (se Inger Bråtveits digt Vardlokur). Substantiver i flertal bøjes ofte med morfemet –a, fx ’høgspentmasta’ for højspændingsmasterne, ’torva’ for ’tørvene’. I det hele taget anvendes vokalerne – og vokallydene i det talte sprog – langt mere og mere distinkt end på dansk.

Nynorsk kan være vanskeligt at læse, men ofte kan det lettes, hvis man læser teksten op.

Bokmål er lettere at forstå for en dansker. Det er tæt knyttet til rigsdansk, fordi Norge var en del af det danske kongerige (dobbeltmonarkiet) i perioden 1537 – 1814. Herefter indgik landet i en union med Sverige frem til 1905. Det betød, at administrationssproget i denne lange periode var dansk, siden svensk, og at de store, norske forfattere i perioden, fx Henrik Ibsen, skrev i bokmål, fordi det kulturelle centrum lå i København.

Norsk består i lighed med dansk og svensk af mange låneord fra europæiske sprog, men der er en større tendens til at norvagisere ordene end på dansk: fx ’sitron’for ’citron’.

Både på nynorsk og på bokmål sætter man ofte pronomenet efter substantivet – fx ’i livet sitt’ (Gunnar Staalesen: Banesår) og ’håret hennes’ (’hendes hår’, Inger Bråtveit: Vardlokur).

Gunnar Staalesens Banesår er skrevet på bokmål, Inger Bråtveits Vardlokur på nynorsk, mens Tore Renbergs AMK blander bokmål og nynorsk sammen med dansk, svensk, engelsk, amerikansk, tysk og italiensk.

Skrevet af Henrik Poulsen