Njals saga, kap. 19. Kálfalækur-bogen. Stofnun Árna Magnússonar í íslenskum fræðum, Reykjavík, AM 133 fol., 14r. Foto: Handrit.org.

Nordbo og inuit

Mit navn er Sigrid Bjørnsdatter. Jeg bor her i Sydgrønland sammen min forlovede Thorstein Olafsøn. Det er i dag d.15. september det Herrens år 1408. Min slægt er gammel her i Sydgrønland. Det er ca. 430 år siden, at mine forfædre betrådte denne jord for første gang. Den gang var her betydelig varmere, og man kunne nemmere dyrke jorden. Efter hvad de gamle fortæller, skulle jeg være i familie med selveste nordmanden Erik Den Røde, eller Eiríkur rauði Þorvaldsson som folkene fra Island kaldte ham, mens han boede der. Der går mange historier om ham og hans slægts bedrifter.

Mange af disse historier er mundtlige overleveringer, men de fleste er nu skrevet ned – sagaer kalder man dem. Derfra har jeg det meste af min viden om disse mine slægtninge. Det vil sige om Erik Den Røde, der kom til Grønland 982 år efter undfangelsen af vor Frelser og om min tip, tip, tip tipoldemor Tjodhild, som lod Erik bygge en kirke til hendes ære. Man siger, at Erik kun lod sig kristne, fordi at han ellers blev nægtet adgang til hendes sovekammer. Jeg ved ikke om den historie er sand, men sjov er den. Erik og Tjodhild fik sig to sønner, Torsten og Leif. Torsten var noget af en pigeglad drønnert og ingen ventede sig meget af ham. Leif, eller Leif den Lykkerige som han ofte kaldtes, havde derimod saltvand i årene og stod til søs. På en af sine ture til Norge bragte han en præst med til Grønland. Jo, mine forfædre havde bestemt stiftet bekendtskab med kristendommen, og nogen havde også ladet sig kristne. Dog ikke Erik der kun lod sig overbevise af sin hustrus krav. Jeg gad vide om han, når Tjodhild ikke var i nærheden, også tilbad Loke, Odin, Tyr, Thor, Freja, Sif og Njor.

Gradvist slog kristendommen dog rod og efterhånden blomstrede kirkesamfundene på Grønland. I morgen skal jeg giftes i den smukkeste af alle kirker med min elskede Thorstein, som er af ædel islandsk slægt. Vi har 14 kirker her i Grønland. De er fra den tid, hvor vi blev flere og flere. Jorden var fed, sund og god – så længe det varede. Nu er her blevet betydelig koldere, og vi har permafrost det meste af året. Der er somre, hvor det ikke længere er muligt at dyrke jorden, og mange sulter. De fleste af os er jo agerbrugere. Thorstein og jeg har også flere gange talt om at forlade Grønland og flytte tilbage til Europa. Her skulle være rigeligt med muligheder for få at en ødegård i besiddelse. Pesten har gjort sit indtog i Europa og mange gårde ligger øde hen. Men pesten er ikke kun i Europa, for naboen taler i febervildelse og har store bylder på huden, der efter sigende skulle være pest. Det er snart ikke til at være heroppe mere. Handlen med Europa går også langsommeligt, de mange vinterstorme gør besejling farlig og besværlig. Vores skibe bliver ofte kapret af pirater, hvilket ligeledes gør det svært at få bl.a. træ og andre livsvigtige varer herop.  De første skrællinger begyndte at bosætte sig hernede, da min tipoldemor var barn. De er blevet flere og flere. Selvom deres boplads ligger en dagsrejse herfra, så handler og bytter vi med dem. Det er nogle mærkelige skikke, de har. De har amuletter og tatoveringer, som de mener, beskytter dem imod onde ånder. De tror på ånder i naturen, har man nogensinde hørt noget så besynderligt, at en sten skulle have ånd?

Nordbo- og inuitkulturer

I Grønland mødtes to kulturer. Nordboerne, der oprindelig kom fra Island og slog sig ned i Sydgrønland i Vesterbygden (ved det nuværende Nuuk) og Østerbygden ved Brahtalid. Ifølge islændingesagaerne var Erik den Røde den første, der slog sig ned i Østerbygden, sammen med en større flok.

Inuitterne indvandrede fra Canada og Alaska i det nordlige Grønland ved det nuværende Thule. Inuitkulturen var en fangekultur, hvorimod nordboernes kultur byggede på agerbrug og kvægavl. Nordboerne og inuitterne mødtes og handlede med hinanden. Omkring år 1400 mener man, at nordboerne forsvinder fra Grønland, muligvis pga. en pestepidemi kombineret med hungersnød.

Det er nu ganske praktisk, at de er her, for så kan vi jo bytte os til fisk og narhvalstand til gengæld for jern, som de skal bruge til at lave jagtudstyr. Det sker, at der opstår konflikter mellem skrællingerne og os, men for det meste er de nu fredelige nok. Naturligvis har vi hørt om skrællinger før i beretningerne fra landet mod vest Vinlandet, hvor til Leif den Lykkerige ankom omkring år 1000, men nu er skrællingerne også her. Godt at det er en god og stærk familie, jeg nu indgår i med brylluppet i morgen – så behøver jeg ikke at frygte for fremtiden.

Skrevet af Jesper Stormly Enevoldsen
cand. mag. i historie, museumsleder ved Narssaq Museum i Kommune Kujalleq, Sydgrønland.

Efterskrift

Teksten kan betegnes som en faktabaseret fiktion. Sigrid er en historisk person, og det er historisk dokumenteret, at hun blev gift med sin forlovede i Hvalsø kirke i 1408. Deres bryllup er den sidste nedskrevne beretning om Nordboerne i Grønland. Men det er forfatterens udlægning af hendes betragtninger. Ingen ved, om hun var i familie med Erik den Røde.

Der er ikke i arkæologien fundet beviser for pestens tilstedeværelse i Grønland, men adskillige forskere har fremhævet, at sygdommen muligvis/sandsynligvis har været i Grønland og bidraget til nordboernes forsvinden. Nordboerne handlede med Europa, og sygdommen, som meget let smitter, kan nemt have været kommet til Grønland via en smittebærer på et handelsskib. Hvis nordboerne samtidig har været underernæret pga. en svigtende høst og hungersnød, så vil de også være mere tilbøjelige til at blive smittet pga. et nedsat immunforsvar. Det eneste vi kan sige med sikkerhed, er, at Grønland oplevede en mindre istid fra omkring år 1300 til ca. 1850, der givetvis har forværret forholdene for nordboerne, da disse primært var agerbrugere.

Ruinerne af Hvalsø kirke findes stadigvæk i bunden af fjorden Qaqortup Imaa, nordøst for Qaqortoq, og er i dag omfattet af Unescos kulturelle verdensarv.