Egils saga kapitel 79

79
En mand hed Olav og var søn af Høskuld, som var søn af Dale-Kol og Melkorka, datter af den irske kong Myrkjartan. Olav boede i Hjordeholt i Laksådal i den vestlige del af Bredefjordsdalene, og han var meget velhavende, den flotteste mand på Island dengang og på alle måder bemærkelsesværdig.
    Olav friede til Egils datter Torgerd. Torgerd var en køn og brav kvinde, klog og temmelig stor på den, men almindeligvis stille af sig. Egil kendte alt til Olav og vidste, at han var et godt parti, og derfor blev Torgerd gift med Olav. Hun flyttede hen på hans gård i Hjordeholt.
    De fik børnene Kjartan, Torberg, Haldor, Stendor, Turid, Torbjørg og Bergtora, som blev gift med Torhal gode, søn af Od. Torbjørg blev først gift med Asgejr, søn af Knat, og senere med Vermund, søn af Torgrim. Turid blev gift med Gudmund, søn af Sølmund. Deres sønner var Hal og Dræber-Barde. Asser, der var søn af Ejvind og bror til Torod i Ølvus, blev gift med Egils datter Bera.
    Egils søn Bødvar var netop blevet voksen. Han var meget lovende, en flot mand og stor og stærk, ligesom Torolf og Egil havde været i samme alder. Egil holdt meget af ham, og Bødvar var også tæt knyttet til Egil.
    En sommer kom der et skib til Hvidå, og man afholdt et stort købstævne. Egil havde købt et stort læs tømmer, og han lod det fragte hjem på et skib. Hans huskarle hentede det, og de sejlede på en otteåring, som Egil ejede. Bødvar spurgte ved den lejlighed, om han måtte sejle med dem, og det gav de ham lov til. Han tog med huskarlene til Voldene. De var seks mand om bord på otteåringen. Da de skulle til at lægge fra, blev det først højvande sent på dagen, og derfor blev de nødt til at vente og kunne først lægge fra sent ud på aftenen. Så rejste der sig en hård søndenvind mod det strømmende tidevand, og der kom store bølger i fjorden, hvad der ofte sker. Enden blev, at skibet gik under, og alle mand omkom. Dagen efter skyllede ligene i land. Bødvars lig drev ind i Ejnarsnæs, men nogle blev ført syd for fjorden, og der drev skibet også hen. Det blev fundet ved Røghammer.
 

    Egil hørte nyheden samme dag og red straks af sted for at finde ligene. Han fandt med det samme Bødvars lig. Han løftede det op og lagde det foran sig og red ud til Digrenæs til Skalle-Grims høj. Der lod han højen åbne og lagde Bødvar ned ved siden af Skalle-Grim. Derefter blev højen lukket til igen, og det var man først færdige med omkring solnedgang. Så red Egil hjem til Borg, og da han nåede hjem, gik han straks hen til sin aflukkede alkove, hvor han plejede at sove. Han lagde sig og skød lågen for. Ingen turde spørge ham om noget.
    Det fortælles, at da de lagde Bødvar ind i højen, var Egil klædt i bukser, der var spændt snært omkring benene, og en rød kjortel af bomuld, som for oven sad tæt ind til kroppen og havde bånd i siderne. Og man har fortalt, at han svulmede så meget, at kjortlen og hoserne sprak.
    Næste dag åbnede Egil ikke sin alkove. Han tog hverken vådt eller tørt til sig, og han lå der hele dagen og den følgende nat. Ingen turde tale til ham.
    Den tredje morgen sendte Asgerd en mand af sted til hest, da det blev lyst. Han galoperede til Hjordeholt og fortalte Torgerd alt, hvad der var hændt. Det var ved non. Han sagde også, at Asgerd bad hende om straks at komme sydpå til Borg.
    Torgerd fik straks sadlet en hest, og to mand red med hende. De red om aftenen og fortsatte ud på natten, indtil de nåede Borg. Torgerd gik øjeblikkeligt ind i ildhuset. Asgerd hilste hende og spurgte, om hun havde fået aftensmad.
 

    Torgerd sagde højt: »Jeg har ikke fået noget aftensmad, og jeg vil ikke have noget, før jeg er hos Freja. Ligesom min far ser jeg ikke andre muligheder. Jeg vil ikke overleve min far og min bror.« Hun gik hen til alkoven og sagde: »Far, luk op, jeg ønsker, at vi begge drager samme vej.«
    Egil skød låsen fra. Torgerd kravlede ind i aflukket og lukkede efter sig. Hun lagde sig i den anden seng derinde.
    Så sagde Egil: »Du gør det rigtige, datter, ved at følge din far. Du viser mig stor kærlighed. Hvordan kan man forvente, at jeg ønsker at leve med denne sorg?«
    Derpå tav de et stykke tid.
    Så sagde Egil: »Hvad er nu det, datter, tygger du på noget?«
    »Jeg tygger tang,« sagde hun, »for så tænker jeg, at jeg vil få det endnu værre. Ellers tror jeg, at jeg kommer til at leve for længe.«
    »Tager man skade af det?« siger Egil.
    »Meget,« siger hun. »Vil du have noget?«
    »Hvilken forskel gør det?« siger han.
    Efter en lille stund kaldte hun og bad om at få noget vand at drikke. Det fik hun.
    Så sagde Egil: »Man bliver altid meget tørstig, når man spiser tang.«
    »Vil du have noget at drikke, far?« sagde hun.
    Han fik drikkehornet og tog en stor slurk.
    Da sagde Torgerd: »Vi er blevet narret. Det er mælk.«
    Nu bed Egil et stort skår af hornet, så meget af det, han kunne gabe over, og kastede derefter hornet fra sig.
    Torgerd sagde da: »Hvad skal vi så stille op? Nu er denne plan ødelagt. Nu ønsker jeg, far, at vi holder os i live længe nok til, at du kan digte et mindekvad om Bødvar, og jeg skal riste det på en kævle, og derpå kan vi dø, hvis vi har lyst. Jeg tvivler på, at din søn Torsten kan digte et kvad om Bødvar, og det går ikke an, at han ikke bliver mindet, for jeg regner ikke med, at vi to sidder med ved drikkegildet, når der drikkes gravøl.«
    Egil siger, at han næppe ville være i stand til at digte, selvom han forsøgte, »men jeg skal prøve.«
    Egil havde en søn, der hed Gunnar, og han var også død kort forinden. Dette er begyndelsen på kvadet:

1
Træg er tungen
at bevæge,
digtets luftvægt
at opløfte,
ingen udsigt til
Odins ran,
svær at hale op
fra sindets skjul.

2.
Friggs mands
glædesfund,
engang båret
fra jætters verden,
er ej let at
få til at flyde
fra tankens plads,
det skyldes sorgen.

3.
[…] fri for fejl,
da Brage
oplivede
Nøkves skib
Jættens hals-sår
brusede foran
Nåen-slægtens
husdøre.                              

4.
For min slægt
slutter her,
lig-slåede som
skovens stammer.
Ingen mand
er munter,
som frændes lig
fra huset fragter.

5.
Dog skal jeg
om mors og
fars død
først fortælle.
Jeg bærer
hyldestens tømmer,
løv-smykket med ord,
ud af ordtemplet.

6.
Styg var hullet,
som bølgen slog
i min fars
frænde-gærde.
Ufuldendt og åbent
står sønnens
skår, som havet
mig voldte.

7.
Ran har
rusket mig,
kære venner
jeg mangler.
Havet kappede
slægtens bånd,
en fast del
af mig selv.

8.
Du ved, hvis jeg
hævnede mig
med våben,
var øl-mageren død.
Hvis jeg kunne
dræbe vindens bror,
ville jeg bekæmpe
Ægirs kvinde.

9.
Men jeg mente
ikke at have
styrke mod
sønnens bane.
Det er klart
for enhver:
Gammel mand
står uden hjælp.

10.
Havet har stjålet
meget fra mig.
Slemt er frændes
fald at opregne,
siden mit
ætte-skjold
forlod livet
på glædens vej.

11.
Jeg ved selv,
at min søn
ikke havde ussel
mands evner,
var skjoldtræet
blevet voksen
og ikke hentet
af Hær-Gøt.

12.
Altid han fulgte
sin fars ord mest,
selvom alle folk
sagde noget andet,
hjalp mig mest
mod andre mænd,
var største støtte
for min styrke.

13.
Brodertabet
er ofte i min
månebjørns
vindsus.
Sådan tænker jeg,
når striden står,
og jeg nøje
spejder efter ham:

14.
Hvilken anden
modig mand står
ved min side
under hidsige angreb?
Det behøves
mod vrangvillige,
jeg bli’r forsigtig,
når venner forsvinder.

15.
Svært at finde
folk at stole på
blandt Odins
galges væsener,
for den onde
slægtsforræder
sælger broders
lig for guld.

16.
Det mærker
jeg ofte […]

17.
Det siges også,
at ingen får
sønnebod,
som ikke selv
fostrer frænde,
en anden
mand født i
broders sted.

18.
Jeg synes ej
om folks selskab,
skønt hver og en
er forligt.
Mit barn er i
Bæløjes bolig,
min vivs søn
er på visit.

19.
Men ned
mig tynger
maltets mester,
fast i sindet.
Jeg kan ikke løfte
maskens mark,
ej holde lige
visdoms vogn,

20.
siden min søn
voldsomt blev
taget fra verden
af sygdoms ild.
Han, ved jeg,
var fri for
bagtaleri og
nøje med sit ry.

21.
Jeg husker endnu,
da goters ven
hentede op til
guders verden
slægtens ask,
der udsprang
fra mig og
min kone.

22.
Det gik fint
med spydherren.
Jeg kunne trygt
tro på ham,
indtil vognens
ven, sejrens
mester, brød
vores venskab.

23.
Jeg bloter derfor ikke
til Viles bror
gudernes værn,
med iver.
Dog Mimers ven
gav bøder for
min sorg, hvis
man ser lyst derpå.

24.
Ulvens fjende,
vant til kamp,
gav mig en
fejlfri idræt
og et sind,
der kunne gøre
falske tølpere
til klare fjender.

25.
Det er tungt nu,
Tvegges fjendes
nære slægtning
står på næsset,
skal dog glad
og velvillig,
uden sorg
vente Hel.

Egil fik det bedre, i takt med at digtet blev færdigt, og da det var til ende, fremførte han det for Asgerd og Torgerd og sine folk på gården. Så rejste han sig fra sengen og satte sig i højsædet. Dette kvad kaldte han Sønnetabet. Derpå lod Egil drikke gravøl for sine sønner efter gammel skik. Og da Torgerd tog hjem, gav Egil hende gaver til afsked.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem