Egils saga kapitel 27-28

27
Kvæld-Ulf og Skalle-Grim holdt øje med hovedruten hele sommeren. Skalle-Grim havde et skarpere syn end nogen anden mand. Han så brødrene komme sejlende og genkendte skibet, fra dengang Torgils sejlede på det. Skalle-Grim holdt øje med, hvor de lagde til om aftenen. Derpå vender han tilbage til sine mænd og fortæller Kvæld-Ulf, at han har fået øje på et skib og genkendt det, og at det er det skib, som Halvard og Sigtryg havde taget fra Torgils, og som Torolf havde ejet, og at der er nogle mænd om bord, som det nok kunne være værd at jage.
    Så gør de sig klar og udruster begge deres skibe og har tyve mand på hvert. Kvæld-Ulf styrede det ene, og Skalle-Grim det andet. De ror, indtil de finder skibet. Og da de nåede derhen, lagde de til ved land.
    Halvard og hans folk havde spændt en teltdug hen over skibet og siden lagt sig til at sove. Og da Kvæld-Ulf og hans folk kom imod dem, sprang vagtposterne ved landgangsplanken op og råbte til mændene på skibet, at de skulle komme på benene, for nu blev de angrebet. Halvard og hans mænd greb deres våben. 
    Og da Kvæld-Ulf og hans mænd var på landgangsplanken, fortsatte han selv til planken ved agterenden, mens Skalle-Grim entrede skibet fra stavnen. I hånden havde Kvæld-Ulf en tveægget økse. Og da han var kommet om bord på skibet, befalede han sine mænd at gå frem langs rælingen og hugge teltdugen af krogene, mens han trængte ned til løftingen, og det fortælles, at han gik bersærkergang, og det var der også flere af hans mænd, som gjorde. De dræbte alle, som de kom i nærheden af. Det samme gjorde Skalle-Grim, som gik skibet rundt. Far og søn fortsatte, indtil skibet var ryddet. Og da Kvæld-Ulf kommer tilbage til agterdækket, svinger han øksen og hugger den mod Halvard, så den skærer gennem hjelmen og hovedet og synker i til skaftet. Han hev våbenet så voldsomt til sig igen, at Halvard blev løftet i vejret, og Kvæld-Ulf slyngede ham over bord.
    Skalle-Grim ryddede fordækket og dræbte Sigtryg. Adskillige sprang i vandet, men Skalle-Grims folk roede ud i den båd, de var sejlet dertil i, og dræbte alle, som svømmede.
    Der døde alle Halvards mere end halvtreds mand, og Skalle-Grim og hans mænd overtog skibet, som indtil da havde været i Halvards besiddelse, med alt godset om bord.
    De tog to eller tre, som de anså for mindst kæphøje, til fange og skånede dem og tvang oplysninger ud af dem for at finde ud af, hvem der havde været på skibet, og hvor de havde været på vej hen. Og da de havde fået det at vide, så de nærmere på de faldne krigere på skibet. De kunne se, at der var flere, som var sprunget over bord og druknet, end der var faldet på skibet. Guttorms sønner var sprunget i vandet og omkommet. Da var den ene tolv år, og den anden ti år, og begge meget lovende.
    Så lod Skalle-Grim de mænd gå, som han havde skånet, og sagde til dem, at de skulle opsøge kong Harald og fortælle ham nøje om de indtrufne begivenheder, og hvem der havde gjort det. »I skal,« sagde han, »overbringe kongen denne kvidling:«

Hersen er hævnet,
det har manden evnet.
Nu går ulv og ørn
på ynglings børn.
Halvards lig                                              
røg på hovedet i.
En grå ørn flår
i Snarfares sår.

Derpå flyttede de skibet med dets last ud til deres egne skibe, lastede deres ting over på det, ryddede et af de skibe, de indtil da havde haft, og som var mindre, og lagde sten i, huggede huller i bunden og sænkede det. Og så snart de fik bør, sejlede de ud på havet.
    Det fortælles, at de mænd, som skifter ham eller går bersærk, er så stærke, at ingenting kan skade dem, men så snart det går over, har de langt mindre styrke end normalt. Sådan var det med Kvæld-Ulf, og da bersærkergangen var gået over, følte han sig helt udmattet af sit voldsomme angreb, og det hele havde fuldstændigt tappet ham for kræfter, så han måtte lægge sig i seng.
    Vinden førte dem nu ud på havet. Kvæld-Ulf havde befalingen over det skib, som de havde taget fra Halvard. De fik god bør og holdt skibene tæt sammen, så de længe vidste, hvor den anden var.
    Men da de nåede ud på havet, forværredes Kvæld-Ulfs tilstand. Og da det stod klart, at han var ved at dø, tilkaldte han sine skibsfolk og fortalte dem, at han regnede med, at deres veje snart ville skilles. »Jeg har,« sagde han, »aldrig været svagelig, men hvis det går, som jeg regner med nu, og jeg dør, da skal I lave mig en kiste og sænke mig i vandet. Hvis jeg ikke når til Island og tager land, vil det gå mig anderledes, end jeg havde forestillet mig. I skal hilse min søn, Grim, fra mig, når I mødes, og sige til ham, hvis det går sådan, at han kommer til Island, og det skulle ske, at jeg når først frem, selvom det virker utænkeligt, at han da skal bosætte sig der, hvor jeg er drevet i land.«
    Kort efter døde Kvæld-Ulf. Hans skibsfolk gjorde, som han havde sagt, og de lagde ham i en kiste og skubbede ham over bord.
    En mand hed Grim og var søn af Tore, søn af Ketil Kølfarer. Grim stammede fra en stor og rig slægt. Han var en af Kvæld-Ulfs skibsfolk, en gammel ven af Kvæld-Ulf og Skalle-Grim og havde sejlet med både dem og Torolf. Af den grund havde også han pådraget sig kongens vrede. Han tog kommandoen over skibet efter Kvæld-Ulfs død.
 

    Da de nåede Island, sejlede de syd om landet og fortsatte til den vestlige del, for der havde de hørt, at Ingolf havde slået sig ned. Og da de var forbi Røgnæs og så fjorden åbne sig, styrede de ind i fjorden med begge skibe. Der kom skarp vind, kraftig nedbør og tåge, og skibene drev nu væk fra hinanden. De sejlede ind gennem Borgefjord, til skærene hørte op. Der kastede de anker for at vente på, at uvejret løjede af, og det klarede op. Derefter afventede de, at det blev højvande. Så førte de skibet op til en flodmunding, som hedder Guveå. De styrede skibet så langt op ad åen, de kunne. Derpå lossede de skibet og slog lejr der den første vinter.
    De undersøgte landet langs kysten i begge retninger. Og de havde ikke været længe undervejs, før de fandt ud af, at Kvæld-Ulfs kiste var drevet i land i en vig. De flyttede kisten ud på et nærliggende næs, begravede ham og dyngede sten over.

28
Skalle-Grim nåede land, hvor et stort næs stak ud i havet via en smal landtange, og der lossede de skibet. De kaldte det Knarrenæs.
    Siden udforskede Skalle-Grim landet og fandt store moseområder og vidtstrakte skove, og han så, at der var langt mellem klippe og kyst, rigeligt med sælfangst og masser af fisk. Men da de undersøgte landet i sydlig retning, så de en stor fjord, og da de sejlede ind i den fjord, gjorde de ikke ophold, før de havde fundet Grim fra Helgeland og de andre rejsekammerater. Der var stor gensynsglæde.
    De fortalte Skalle-Grim, at Kvæld-Ulf var drevet i land der, og at de havde begravet ham. Så viste de Skalle-Grim stedet, og han mente, at der kort derfra var et godt sted at bosætte sig.
    Grim begav sig tilbage til sine skibsfolk, og de overvintrede hvert deres sted.
    Skalle-Grim tog nu landet mellem klippe og kyst, hele området i Myrerne fra Sælelon til Borgerøn og ned sydpå til Havnefjeldene og alt, hvad der lå mellem åerne og helt ud til havet. Om foråret førte han skibet til den sydlige del af fjorden og ind i bugten tættest på stedet, hvor Kvæld-Ulf var drevet i land, og der opførte han en gård og kaldte den Borg. Fjorden kaldte han Borgefjord, og de navngav herredet længere inde i landet efter den.
 

    Han gav Grim fra Helgeland et sted at bo syd for Borgefjord, som blev kaldt Kvanør. Ikke langt derfra skærer en lille vig ind. Der så de mange ænder og kaldte stedet Andekil, og åen, som løber ned til havet, kaldte de Andekilså. Grims jord lå mellem den å og åen, der kaldes Grimså.
    Om foråret, da Skalle-Grim lod sine dyr drive af sted langs kysten, kom de til et lille næs, og der fangede de nogle svaner, og det kaldte de Alftenæs.
    Skalle-Grim gav sine skibsfolk land. Han gav Ån landet mellem Langå og Håvslæk, og han boede på Ånebrink. Ån havde sønnen Ønund Syn. Grimolf bosatte sig først på Grimolfsted. Man har opkaldt Grimolfsted og Grimolfslæk efter ham. Hans søn hed Grim og boede syd for fjorden. Hans søn hed Grimar og boede på Grimarssted og var årsag til en strid mellem Torsten og Tunge-Od. Grane boede på Granested i Digrenæs. Skalle-Grim gav Torbjørn Krum og Tord Bejgalde land op langs Guveå. Krum boede på Krumsholerne, og Tord på Bejgalde. Og til Tore Turs og hans brødre gav han landet oven for Enkunnerne på den havvendte side af Langå. Tore Turs boede på Turssted. Hans datter hed Tordis Stang, og hun boede senere på Stangholt. Torgejr boede på Jordlangssted.
 

    Skalle-Grim udforskede landet i hele herredet. Først tog han ind i Borgefjord, indtil fjorden hørte op, og derefter fortsatte han op langs den vestlige bred af åen, som han kaldte Hvidå. Rejsefællerne havde dengang aldrig før set vand, der kom fra en jøkel. De syntes, at åen havde en besynderlig farve. De fortsatte op langs Hvidå, til de kom til en å, som strømmede fra bjergene i nord, og den kaldte de Nordå, og de tog op langs den, til de stødte på endnu en å og et lille vandløb. De passerede den å og fortsatte videre langs Nordå, og snart så de, at den lille å sprang fra en kløft, og kaldte den da for Glyverå eller Kløftå. Så krydsede de Nordå og kom igen tilbage til Hvidå og fortsatte op langs den. Snart stødte de på en å, som løb på tværs og ud i Hvidå, og den kaldte de Tværå. De opdagede, at hver eneste sø dér var fuld af fisk. Derpå vendte de tilbage til Borg.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem