Egils saga kapitel 40

40
Skalle-Grim fandt stor fornøjelse i styrkeprøver og lege, og det morede ham at drøfte emnet. Dengang var det almindeligt at dyste i boldspil, og der var på den tid masser af stærke mænd på egnen. Dog kunne ingen måle sig i styrke med Skalle-Grim. Han begyndte nu at være tynget af alderen.
    Grane på Granested havde en søn ved navn Tord, en pragtkarl og endnu ung. Han syntes vældigt godt om Egil Skalle-Grimssøn. Egil deltog ofte i brydekampe, var meget stridslysten og hidsig, og alle formanede deres sønner om at give efter for Egil.
    Boldspillet blev afholdt på Hvidåvoldene i begyndelsen af vinteren og samlede en stor mængde mennesker. Folk kom dertil fra hele herredet. Mange af Skalle-Grims husfolk mødte op til legene. Tord Granessøn stod i spidsen for dem. Egil bad Tord tage sig med til legene. På det tidspunkt var han syv år. Tord lod ham få sin vilje og tog ham med bag på hesten.
 

    Da de kom til stævnet, blev folk delt op i hold. Der var også kommet mange børn, og de havde deres egen kamp og blev også delt op i hold. Egil kom til at spille mod en dreng ved navn Grim, som var søn af Hæg fra Hægssted. Grim var ti eller elleve år og stærk i forhold til sin alder. Og da de begyndte spillet, var Egil underlegen, og Grim gjorde alt, hvad han kunne, for at få overtaget. Så blev Egil vred og svingede boldtræet og slog Grim med det. Grim greb fat i ham og slyngede ham voldsomt til jorden og gav ham en ordentlig omgang og sagde, at han ville skade ham, hvis han ikke styrede sig. Da Egil kom på benene, forlod han spillet, og drengene hujede ad ham.
    Egil gik hen til Tord Granessøn og fortalte ham, hvad der var sket.
    Tord sagde: »Jeg går med dig, så hævner vi os på ham.«
    Tord lod Egil få en skægøkse, som han havde haft i hånden. Den slags våben var almindelige dengang. De gik hen, hvor drengene spillede. Grim havde da netop grebet bolden og drev den foran sig med de andre drenge efter sig. Egil sprang på Grim og jog øksen i hovedet på ham, så den straks huggede ned i hjernen. Derpå gik Egil og Tord væk og sluttede sig til deres egne. Myre-folkene løb hen og bevæbnede sig, og det gjorde modparten også. Olav Hjalte løb over til folkene fra Borg sammen med de mænd, som han var i følge med. Derved var de i stort overtal, og med det skiltes man.
    Fra da af var der strid mellem Olav og Hæg. De udkæmpede et slag på Laksfed ved Grimså, og der faldt syv mand. Hæg blev dødeligt såret, og Kvig, hans bror, faldt.
    Da Egil kom hjem, lod Skalle-Grim sig ikke mærke med noget, men Bera sagde, at Egil havde stof i sig til at blive viking, og at det var oplagt, at Egil skulle have et krigsskib, når han blev gammel nok. Egil kvad et vers:

Det sagde min moder,
at jeg skulle have
skib med skønne årer,
sejle med vikinger,
stå oprejst i stavnen,
siden lade knarren
styre i havn og dræbe
en mand eller flere.

Da Egil var tolv år, var han så stor, at få var større eller stærkere, og Egil kunne besejre de fleste mænd i legene. Den vinter, der var hans tolvte, deltog han ofte i dyster. Tord Granessøn var da omkring tyve år gammel. Han var vældigt stærk. Sidst på vinteren skete det ofte, at Egil og Tord var på hold sammen mod Skalle-Grim.
    En dag var der boldspil på Sandvig syd for Borg. Tord og Egil var sammen mod Skalle-Grim, og han blev udmattet, og de havde let spil. Men om aftenen, da solen var gået ned, gik det dårligere for Tord og Egil. Grim blev da meget stærk, og han greb fat i Tord og slyngede ham så hårdt til jorden, at alle hans knogler blev knust, så han øjeblikkeligt døde. Derefter greb han ud efter Egil.
    Skalle-Grims trælkvinde hed Torgerd Brag, og hun havde opfostret Egil, fra han var helt lille. Hun var en vældig kvinde, stærk som en mand og meget trolddomskyndig.
    Brag sagde: »Går du nu bersærk på din egen søn?«
    Skalle-Grim slap da Egil og greb ud efter hende. Hun løb væk med Skalle-Grim efter sig. Sådan løb de helt ud til det yderste af Digrenæs. Der sprang hun ud over klippen og i havet. Skalle-Grim smed en stor sten efter hende, og den ramte lige mellem hendes skuldre, og hverken hun eller stenen kom siden op til overfladen. Stedet kaldes nu for Bragssund.
 

    Senere samme aften, da de kom hjem til Borg, var Egil rasende. Og da Skalle-Grim havde sat sig til bords sammen med mange af sine folk, havde Egil endnu ikke taget plads. Han gik i stedet ind i ildhuset og hen til den mand, som var arbejdsleder og tog sig af dyrene, og som Skalle-Grim syntes særligt godt om. Egil huggede ham ihjel, og derefter tog han plads. Skalle-Grim nævnte ikke noget om det, og der var siden stille om sagen, men far og søn talte ikke til hinanden, hverken venligt eller hårdt, og sådan forløb den vinter.
    Den følgende sommer kom Torolf til Island, som før nævnt. Da han havde været en vinter på Island, gjorde han skibet klar i Bragssund om foråret. Netop som Torolf var klar til at tage af sted, gik Egil til sin far og bad om rejsemidler.
    »Jeg vil rejse fra Island sammen med Torolf,« sagde han.
    Grim spurgte, om han havde drøftet det med Torolf. Egil siger, at det har han ikke. Grim bad ham gøre det først. Men da Egil nævnte det for Torolf, sagde han, at det slet ikke kunne komme på tale, »at jeg skulle tage dig med herfra. Hvis din far ikke synes, at han er i stand til at styre dig her på sin egen gård, kan jeg ikke tage ansvaret for at have dig med til udlandet, for der vil det ikke nytte dig noget at have et sind som det, du viser her.«
    »Måske vil ingen af os så komme nogen steder,« sagde Egil.
    Den følgende nat rejste der sig en voldsom vind fra sydvest. Om natten i bælgmørke og ved højvande kom Egil hen til skibet og gik langs ydersiden af teltene. Han huggede trosserne over fra vandsiden. Derefter skyndte han sig hen til landgangsplanken og skubbede den ud og huggede trosserne på land over. Nu drev skibet ud i fjorden. Da Torolf og hans folk fandt ud af, at skibet drev af sted, sprang de i båden, men vinden var for hård til, at de kunne stille noget op. Skibet drev over til Andekil og gik på grund, og Egil tog hjem til Borg.
 

    Da folk hørte om Egils nummer, var der mange, der fordømte det. Han sagde, at han ikke ville tøve med at forvolde Torolf endnu mere skade og ulykke, hvis Torolf ikke tog ham med på rejsen. Nu mæglede folk imellem dem, og det hele endte med, at Torolf tog Egil med og rejste til udlandet med ham om sommeren.
    Så snart Torolf kom om bord på skibet, tog han øksen, som Skalle-Grim havde leveret tilbage til ham, og kastede den over bord og ned i dybet, så den ikke siden blev fundet.
    Torolf rejste af sted den sommer, og de fik en gunstig overfart og nåede Norge ved Hordaland. Torolf sætter straks kursen nordpå til Sogn. Den vinter havde de hørt, at Brynjolf var død af en sygdom, og at hans sønner havde skiftet arven. Tord fik gården Aurland, hvor deres far havde boet. Han var nu kongens håndgangne mand og var gjort til lensmand.
    Tords datter hed Ranvejg, som var mor til Tord og Helge. Tord var far til Ranvejg, mor til Ingrid, som blev gift med kong Olav. Helge var far til Brynjolf, som var far til Særk fra Sogn og Sven.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem