Herdla (Herdla) Sund. Foto: Mats Johannesen
Herdla (Herdla) Sund. Foto: Mats Johannesen

Egils saga kapitel 58

Uddrag af

Kapitel 58 foregår i Norge. Egil har giftet sig med Asgerd, der er enke efter Egils bror Torolf. Hendes far Bjørn Storbonde er død.

Bjerg-Ønund, Bjørn Storbondes svigersøn, har ved kong Erik Blodøkse og dronning Gunhilds hjælp overtaget hele arven fra sin svigerfar. Egil er taget til Norge for at kræve sin hustru Asgerds del af arven. 

Egil får hjælp af sin gode ven Arenbjørn, der er i kongens hird. Arenbjørn hjælper med en stævning på Gulatinget, der ligger ved mundingen af Sognefjorden.

Retssagen på Gulatinget bryder sammen, og Egil må flygte. Kong Erik optager forfølgelsen. Arenbjørn hjælper Egil med at flygte fra tinget. Det kommer til kamp på vandet, men Egil redder sig væk.

Egil bliver kendt fredløs i hele Norge af kong Erik, der drager i krig. Bjerg-Ønund tager ikke med kongen men bliver hjemme og forsvarer sin gård, så længe Egil opholder sig i landet.

Arenbjørn har givet Egil et havgående skib, så han kan sejle hjem til Island. Men Egil giver ikke op så let, han har en opgave at løse, før han vender hjem til Island.

58
Harald Hårfager satte sine sønner til at regere Norge, da han begyndte at ældes. Han gjorde Erik til overkonge over alle sine sønner, og da Harald havde været konge i halvfjerds år, overlod han magten til sin søn Erik. På det tidspunkt fødte Gunhild en søn, og ham vandøste kong Harald og gav sit eget navn og bestemte, at drengen skulle være konge efter sin far, hvis han levede længe nok. Kong Harald trak sig derpå tilbage og opholdt sig som regel i Rogaland eller Hordaland. Tre år senere døde kong Harald i Rogaland, og der blev rejst en høj over ham ved Haugesund.
    Efter hans død var der mange stridigheder mellem hans sønner, for vikværerne tog Olav til konge, mens trønderne valgte Sigurd. Erik dræbte dem begge i Tønsberg året efter kong Haralds død. Egils strid med Bjerg-Ønund på Gulating og de øvrige begivenheder, som netop er blevet berettet, foregik tidligere samme sommer, hvor kong Erik tog af sted fra Hordaland med sin hær for at kæmpe mod sine brødre østpå i Viken
    Bjerg-Ønund blev hjemme på sin gård, da kongen drog på togt, for han mente, at det var uforsigtigt at forlade sin gård, så længe Egil stadig var i landet. Hans bror Had var hos ham.
    En mand hed Frode og var kong Eriks slægtning og fostersøn. Han var særdeles flot, ung og alligevel fuldt udvokset. Kong Erik lod ham blive hjemme for at yde Bjerg-Ønund beskyttelse. Frode opholdt sig på Alreksstad på kongens gård og havde sine mænd der.
 


    Kong Erik og Gunhilds søn hed Ragnvald. Han var da ti eller elleve år og var særdeles lovende. Han var hos Frode, da dette udspillede sig.
    Men inden kong Erik drog på dette togt, havde han gjort Egil fredløs i hele Norge, så enhver frit kunne dræbe ham. Arenbjørn var med kongen på togtet. Inden Egil drog hjemmefra, sejlede han ud til nogle fiskebanker, som kaldes Vitar og ligger ud for Alden et stykke fra de vanlige sejlruter. Der holdt fiskerne til, og der kunne man få mange nyttige oplysninger. Da hørte han, at han var dømt fredløs.
    Så kvad Egil et vers:

Land-alf! Lovbryderen
har mig langt fordrevet.
Af kongsbruden broders
bane
blev bedraget.
Min fredløshed skal grumme
Gunhild undgælde for.
Som yngre straffede
jeg svig og gengjaldt skade.

Der var stille vejr, fjeldvind om natten og havbrise om dagen. En aften sejlede Egil og hans fæller ud på havet, og fiskerne, der var spejdere sendt ud for at holde øje med Egils færden, roede i land. De kunne fortælle, at Egil var stukket til søs og sejlet ud på havet og nu var væk.
    Denne oplysning kom Bjerg-Ønund for øre, og da han hørte det, sendte han alle de mænd væk, som han havde haft til at beskytte sig. Han roede til Alreksstad og inviterede Frode på besøg, for Bjerg-Ønund havde store mængder øl hjemme hos sig. Frode tog med ham og havde adskillige mænd med sig. De fik udsøgt opvartning og var i højt humør. Nu var der ingenting at frygte.
    Ragnvald, kongens søn, ejede en karve med seks årer på hver side. Den var bemalet overalt over vandlinjen. Med sig havde han ti eller tolv mand, som fulgte ham overalt. Og efter at Frode var taget af sted, tog Ragnvald karven, og de var tolv mand, som roede ud til Herdla. Der lå en stor kongsgård, og bestyreren af den hed Skæg-Tore. Der var Ragnvald blevet opfostret som lille. Tore tog glad imod kongesønnen. Heller ikke der var der mangel på drikkevarer.
    Egil sejlede ud på havet om natten, som før skrevet, og da det blev morgen, lagde vinden sig, og det blev vindstille. De lod da skibet drive og flød med strømmen i nogle nætter. Og da der kom havbrise, sagde Egil til sine skibsfæller: »Nu skal vi sejle ind til land, for det er uvist, hvor vi havner, hvis der kommer kraftig havvind, og de fleste steder vil vi få en temmelig fjendtlig modtagelse.«
    Skibsfolkene bad Egil bestemme for dem. Så satte de sejl og styrede ind til fiskepladsen ved Herdla. De fandt en god havn og satte telte op på skibet og lå der om natten. På skibet havde de en mindre båd, og den gik Egil om bord i med to mand. Han roede ind til Herdla, da det blev nat, og sendte en mand op på øen for at spørge om nyt. Da manden kom tilbage til båden, fortalte han, at Ragnvald Kongesøn og hans mænd var på gården. »De var i gang med at drikke, og jeg mødte en af huskarlene, som var meget fuld. Han sagde, at her blev der ikke drukket mindre end hos Bjerg-Ønund, selvom Frode var på besøg der med fire mand.«
 


    Han sagde, at ud over Frode og hans mænd var der ikke flere mænd der end sædvanligt.
    Så roede Egil tilbage til skibet og befalede mændene at stå op og gribe deres våben. Det gjorde de. De lagde skibet for anker. Egil lod tolv mand blive tilbage for at passe på skibet, mens han selv tog båden sammen med sytten mand og roede ind gennem sundene. De tilpassede farten, så de nåede Fenring ud på aftenen, hvor de lagde til i en skjult bugt.
    Så sagde Egil: »Nu vil jeg begive mig alene op på øen for at se, hvad jeg kan finde ud af, og I skal vente på mig her.«
    Egil havde sine sædvanlige våben, hjelm og skjold, et sværd i bæltet og et hugspyd i hånden. Han gik op på øen langs et stykke skov og havde trukket en lang hætte ned over hjelmen. Så mødte han nogle drenge, som havde nogle store fårehunde hos sig. De udvekslede nogle ord, og han spurgte, hvor de kom fra, og hvorfor de var der og havde så store hunde med sig.
    De svarede: »Du må være godt dum. Har du ikke hørt, at der går en stor bjørn omkring på øen, som forvolder enorm skade og dræber både mennesker og dyr, og at der er sat en pris på dens hoved? Her på Asker vogter vi hver nat over vores dyr inde i folden. Hvorfor bærer du for øvrigt våben midt om natten?« 
    Han svarede: »Jeg frygter også bjørnen, og jeg vil tro, at det kun er få, som går ubevæbnede omkring. Bjørnen har været i hælene på mig det meste af natten. Se! Der er den, nu står den ved skovbrynet. Sover alle folk på gården?«
    En af drengene sagde, at Bjerg-Ønund og Frode stadig sad og drak. »Det gør de hver nat.«
    »Så fortæl dem, hvor bjørnen er,« sagde Egil. »Jeg må skynde mig hjem.«
    Så gik han igen, og drengen løb hjem til gården og ind i stuen, hvor de drak. Ved den tid var alle mand gået i seng på nær tre, Ønund, Frode og Had. Drengen fortæller dem, hvor bjørnen er. De griber deres våben, som hang hos dem, og løber straks udenfor og op til skoven. Der lå et lille stykke fremstikkende skov med spredte buske. Drengen viser dem, hvor bjørnen havde stået mellem buskene. Da så de, at grenene bevægede sig, og de mente, at det måtte være bjørnen, som stod der. Nu sagde Bjerg-Ønund, at Had og Frode skulle løbe hen og stille sig mellem buskadset og hovedskoven og sørge for, at bjørnen ikke nåede ind i skoven.
 


    Bjerg-Ønund løb frem mod buskene. Han bar hjelm og skjold, havde et sværd i bæltet og et hugspyd i hånden. Det var Egil, som stod bag buskene, og ikke en bjørn, og da han så Bjerg-Ønund komme, trak han sværdet. Der var en strop på grebet, og den trak han op om armen og lod sværdet hænge der. Så greb han hugspyddet og løb frem mod Bjerg-Ønund. Da Bjerg-Ønund så det, satte han farten op og skød skjoldet ind foran sig, og inden de nåede hinanden, slyngede de hver især deres hugspyd mod hinanden. Egil slog hugspyddet væk med sit skjold og holdt det skråt, så spyddet skar et stykke af skjoldet og røg ned i jorden. Egils spyd ramte midt i Ønunds skjold og trængte så dybt ind, at det satte sig fast i skjoldet. Det gjorde skjoldet tungt at holde for Ønund. Egil greb rask fat om sværdets greb. Ønund begyndte også at trække sit sværd, men det var kun halvt trukket, da Egil stak sit sværd igennem ham. Ønund vaklede ved stikket, og Egil trak sværdet hårdt til sig og huggede efter Ønund, der næsten fik kappet hovedet af. Derpå trak Egil hugspyddet ud af skjoldet.
    Had og Frode så Bjerg-Ønund blive fældet og løb derhen. Egil drejede sig om mod dem. Han kastede hugspyddet mod Frode, og det gik gennem hans skjold og borede sig ind i brystet, så spidsen stak ud af ryggen. Han faldt bagover og var død på stedet. Egil greb nu sværdet og vendte sig mod Had, og de udvekslede ikke mange hug, før Had faldt.
    Nu kom drengene til, og Egil sagde til dem: »Bliv her, og pas på jeres herre og hans venner, så dyr eller fugle ikke flår i deres lig.«
    Egil gik da sin vej og var ikke nået langt, før hans mænd kom ham i møde. De var elleve, mens seks af dem holdt vagt ved skibet. De spurgte, hvad han havde foretaget sig. Så kvad han:

Jeg tålte for længe
lyngfjord-fiskens lyse
verdens stamme – bedre
var jeg før til penge –
til jeg lod Bjerg-Ønund
sår-dræbe og farve
Bors søns sengepartner
med blod fra Had og Frode.

Så sagde Egil: »Vi skal nu vende tilbage til gården på krigervis og dræbe alle, vi får fat i, og tage alle de værdier, vi kan bære.«
    De begiver sig hen til gården og løber ind i et hus og dræber femten eller seksten mand. Nogle undslap ved at løbe. De røvede alt af værdi og ødelagde det, de ikke kunne have med sig. Husdyrene drev de ned til stranden og slagtede dem og bar så meget ud til båden, som den kunne rumme. Så sejlede de deres vej og roede ud i sundet mellem øerne.
 


    Egil var nu så rasende, at man ikke kunne tale med ham. Han sad ved bådens ror.
    Og da de styrede ud af fjorden mod Herdla, kom Ragnvald Kongesøn og hans tolv mand roende mod dem i den malede karve. De havde hørt, at Egils skib lå ved fiskefeltet uden for Herdla, og ville holde Ønund underrettet om Egils færden. Da Egil så krigsskibet, genkendte han det med det samme. Han styrede direkte mod det, og skibene stødte sammen, så skudens stavn ramte karven i siden. Den hældede så meget, at havvandet strømmede ind over den modsatte ræling og fyldte skibet. Egil sprang nu op, greb hugspyddet og råbte til sine mænd, at de ikke skulle lade en eneste mand på karven slippe derfra i live. Det var enkelt, for der var intet forsvar. De blev alle dræbt liggende i vandet, og ingen slap væk. Der døde Ragnvald og hans følgesvende, tretten mand i alt. Egil og hans mænd roede derefter ind til øen Herdla. Da kvad Egil et vers:

Frygtløst vi hævnede,
og vi rød-farvede
kampluen med Erik
og Gunhilds sønneblod.
På skibet faldt tretten
havets månes træer
på samme tid – kampens
kyndige fremmer
knokler.

Da Egil og hans folk nåede til Herdla, løb de straks op til gården, tungt bevæbnede. Og da Tore og hans husfolk så det, flygtede de straks fra gården, og alle, som var i stand til at gå, mænd som kvinder, forsøgte at bringe sig i sikkerhed. Egil og hans mænd stjal alle de værdier, de kunne få fingre i. Så tog de tilbage til skibet. Det varede ikke længe, før der kom fralandsvind. De gjorde forberedelser til at sejle, og da de var klar, gik Egil op på øen.
    Han tog en hasselstang i hånden og gik ud på et klippefremspring, der pegede ind mod fastlandet. Så tog han et hestehoved og satte det på stangen. Nu fremsagde han en besværgelse, og den lød: »Her sætter jeg en nidstang, og dette nid retter jeg mod kong Erik og dronning Gunhild« – han drejede hestehovedet ind mod fastlandet – »og jeg retter dette nid mod de landvætter, som bebor dette land, og måtte de alle fare forvildede rundt og ikke fatte eller finde deres tilholdssted, før de har drevet kong Erik og Gunhild ud af landet.«
 


    Så jog han stangen ned i en klippespalte og lod den stå der. Han drejede hestehovedet mod land, og på stangen ristede han runer, der gentog hele besværgelsen.
    Derefter gik Egil om bord på skibet. De satte sejl og stak ud på havet. Vinden tog til og var kraftig og gunstig. Skibet skød god fart.
    Da kvad Egil:

Træers pruste-jætte
hugger kraftigt stormens
mejsel i stavntyrens
vej
foran forstavnen,
og med vinden filer
træets køligt klædte
ulv
nådesløst Gæstils
svanes
stavn og ræling.

Derpå sejlede de ud på havet, og sejladsen forløb godt, og de kom ind i Borgefjord. Han førte skibet i havn der og bar sit gods på land. Egil tog så hjem til Borg, mens hans skibsfolk fandt logi. Skalle-Grim var da blevet gammel og alderdomssvækket. Egil overtog nu driften og tilsynet med gården.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem