Erik den Rødes saga kapitel 5

5
Erik havde en kone, der hed Tjodhild, og to sønner. Den ene hed Torsten, og den anden Lejf. De var lovende unge mænd begge to.
    Torsten var hjemme hos sin far, og der var på det tidspunkt ingen på Grønland, man ventede sig så meget af som ham.
    Lejf var sejlet til Norge. Der var han hos kong Olav Trygvessøn.
    Men den sommer, da Lejf sejlede fra Grønland, kom de ud af kurs, og havet bar dem til Sydøerne. Det varede længe, før de fik bør og kunne komme videre, så her lå de længe den sommer og ventede.
    Lejf blev meget optaget af en kvinde, der hed Torgunna. Hun var af fornem slægt. Lejf kunne nok se, at hun forstod sig på både det ene og det andet.
 

    Da Lejf så skulle til at sejle, sagde Torgunna, at hun gerne ville med. Lejf spurgte, om det var noget, hendes slægtninge kunne gå ind for. Det kunne hun overhovedet ikke tage sig af, sagde hun.
    Lejf sagde, at han ikke så sig i stand til at bortrøve en kvinde af så fornem slægt »i et fremmed land, og så få som vi er«.
    Torgunna sagde: »Mon ikke du kommer til at fortryde den beslutning.«
    »Den risiko må jeg løbe,« sagde Lejf.
    »Så vil jeg fortælle dig,« sagde Torgunna, »at jeg ikke går alene omkring, jeg venter et barn, og det er din skyld, det kan jeg godt sige dig. Og jeg regner med at føde en dreng, når tiden er inde. Det kan godt være, du er ligeglad, men jeg skal nok sørge for drengens opvækst og sende ham op til dig på Grønland, så snart han kan omgås andre. Jeg tror, det bliver nogenlunde lige så godt for dig at have fået denne søn med mig, som det er, at vi to nu skal skilles. Jeg skal i øvrigt nok finde ud af at komme til Grønland før eller senere.«
    Lejf gav hende en fingerring af guld og en grønlandsk kappe og et bælte af hvalrostand.
    Drengen kom til Grønland, og han hed Torgils. Lejf vedgik, at han var far til barnet. Men der er dem, der siger, at denne Torgils kom til Island sommeren lige inden Frodå-underne. Denne Torgils kom i hvert fald til Grønland, og man syntes altid, der var noget mystisk på færde, så længe han var der.
    Lejf og hans folk sejlede fra Sydøerne og nåede til Norge ved efterårstide. Lejf tog ind ved hirden hos kong Olav Trygvessøn. Kongen viste ham respekt og kunne godt se, at denne Lejf nok havde mange gode egenskaber.
    Engang gav kongen sig til at tale med Lejf, og han spurgte: »Har du tænkt dig at sejle til Grønland til sommer?«
    Lejf svarede: »Det kunne jeg godt tænke mig, hvis det er Kongens vilje.«
    Kongen svarede: »Det vil være godt, skulle jeg mene. Du skal udføre et ærinde for mig og forkynde kristendommen på Grønland.«
    Lejf sagde, at det måtte kongen bestemme, men han mente nu, det var en mission, som det var vanskeligt at komme nogen vegne med på Grønland.
    Kongen kunne dog ikke se, sagde han, at der var nogen, der var bedre egnet til opgaven end Lejf, »og du vil have lykken med dig.«
    »Sådan bliver det nu kun, hvis jeg kan regne med Kongens støtte,« sagde Lejf.
    Lejf stak i søen, så snart han var klar. Han blev længe kastet omkring ude på havet, så stødte han på nogle lande, hvis eksistens han aldrig havde forestillet sig.
    Der var selvsåede hvedemarker, og der voksede vintræer. Der var også træer af den slags, der hedder maser. Og de tog nogle prøver af det hele.
     Lejf [fandt nogle mennesker ude på et skibsvrag og] tog dem med sig hjem og skaffede dem alle sammen et sted at være vinteren over. Således viste han, hvor storsindet og god han var. Han bragte kristendommen til landet, og han reddede disse mennesker. Han blev kaldt Lejf den Lykkerige.
     Lejf landede i Eriksfjord og tog hjem til Bratteli. Her tog man godt imod ham.
 

    Snart forkyndte han kristendommen og den almindelige tro i hele landet og overbragte folk kong Olav Trygvessøns budskab og fortalte, hvor mange fortræffeligheder og hvilken herlighed der fulgte med denne religion.
    Erik var ikke meget tilbøjelig til at forlade sin religion, men Tjodhild var hurtig til at underkaste sig og lod bygge en [kirke ikke] helt nær ved gården. Den bygning blev kaldt Tjodhilds Kirke. Her fremsagde hun sine bønner, og sammen med hende de mennesker, der havde antaget kristendommen, og det var mange. Tjodhild ville ikke have noget samliv med Erik længere, efter at hun havde antaget troen, og det huede ham slet ikke.
    Herefter opstod der megen snak om, at [man] skulle lede efter det land, som Lejf havde fundet. Foregangsmand var Torsten Erikssøn, en god og lærd og vellidt mand. Erik blev også bedt om at tage af sted, for folk havde tillid til, at hans held var det største og hans dømmekraft den bedste. Til at begynde med stillede han sig på tværs, men da så hans venner opfordrede ham kraftigt til det, sagde han ikke nej. Herefter gjorde de det skib klar, som Torbjørn var kommet til Grønland med, og tyve mand blev hyret. De tog ikke meget gods med sig, men medbragte så meget desto mere i retning af våben og proviant.
    Den morgen Erik red hjemmefra, tog han et skrin, og i skrinet lå der guld og sølv. Den skat skjulte han, og så red han af sted. Men han var ikke kommet langt, før han faldt af hesten, brækkede ribbenene og kvæstede skulderen og gav en klagende lyd fra sig: »Aj aj!«
    Oven på det uheld sendte han sin kone besked om, at hun skulle fjerne den skat, han havde gemt af vejen. Nu havde han fået sin straf for at have skjult den formue, sagde han.
 

    Herefter sejlede de ud af Eriksfjord, glade og fortrøstningsfulde. Længe blev de kastet rundt ude på havet og kom ikke ind på de sejlruter, som de ville finde. De både fik Island i sigte og så fugle, der kom flyvende fra Irland, og sådan drev skibet rundt med dem på det indre hav. Da det var blevet efterår, sejlede de tilbage igen og nåede til sidst, forkomne og fuldstændig udmattede, frem til Eriksfjord.
    [Da sagde Erik]: »I var gladere i sommer, da I sejlede ud af fjorden, end vi er nu, og der er ellers meget at glæde sig over lige nu.«
    Torsten sagde: »Men det vil være en høvding værdigt at tage sig af de mennesker, der nu står og ingenting har, og at skaffe dem et sted at være.«
    Erik svarede: »Sørg for, at de får besked, alle de, der ikke allerede har et sted at være.« De kunne, sagde han, komme og være hos ham og hans sønner.
    Så lagde de til med skibet og tog hjem på gården.
(…)

Oversat af Helle Degnbol